Den menneskelige version af hovedpine

Har du nogensinde mødt den menneskelige version af hovedpine? Eller, føler du dig selv som en omvandrende hovedpine, nogle gange? 

Tja? Jeg tror sku, eller nej, jeg VED at vi alle har mødt en eller op til flere der giver os hovedpine, ligesom vi selv kan sparke os i hovedet og fremprovokere en nærmest kronisk hovedpine, i en enten længere eller kortere periode. 

Hvis der er en ting jeg har lært igennem mine snart 24 år, er det at alle mennesker laver fejl.
Livet kommer jo for dælen ikke med en instruktionsbog. MEN, nogle fejl havde vi måske forudset komme, nogle fejl havde vi måske selv fremprovokeret, ved ikke at lytte til vores egne råd, eller taget imod råd med kyshånd fra vores nærmeste, som elsker os. 

Tja, man kan sku altid være bagklog, det nytter ikke noget at smide sig ned på sofaen og græde. Det nytter virkelig ikke at have ondt af sig selv. Det nytter ikke noget at slå sig selv i hovedet, det får man bare mere ondt i hovedet af. Det nytter heller ikke noget at slå sig selv i hovedet, fordi man måske adskillige gange, har mødt den menneskelige version af hovedepine. 

Vi støder alle ind i fuck ups, menneskelige som materielle.
Vi er alle fuck ups, det handler i bund og grund bare om at finde ud af hvilke fuck ups, du gider bruge din tid på, i længden. 

Det handler om hvilke fuck ups der gavner dig, og hvilke fuck ups du kan lære af. Det handler om at leve med dine fuck ups, og fucker du op igen, igen og igen, eller møder du endnu et fuck up, som virkelig bare får dig til at tænke ??Hvad har jeg SERIØST gjort, for at fortjene endnu et fuck up på min vej???, så skal du have lov til at tænke over det, men ikk tænk for meget over det, ikk overanalyser situationen. Tænk i stedet over hvad du kan bruge situationen til fremadrettet, hvad situationen har lært dig, og hvordan du bevæger dig væk, fra det fuck up. 

Det lyder måske nemt, gu fanden er det ikke nemt!
Lad mig give jer et eksempel?..

Det er ikke mere end 1,5 måned siden, jeg vågnede grædende op 2 dage i streg. Min lejlighed lignede lort, for at sige det lige ud. Opvask og rod over alt. Jeg er normalt et total ordensmenneske, jeg HADER rod.
Jeg tørre mit spisebord af flere gange om dagen.

Anyways, da min veninde kommer herhjem på 2 dagen, kunne jeg intet overskue. Klokken var vel omkring 16, jeg havde stadigvæk nattøj på.
Jeg har 2 dage i ugen hvor jeg nærmest kun arbejder. De 2 dage går ud på at fokusere på adskillige kontroverser, positive som negative, i mit firma. Det gælder alt fra upraktiske og praktiske ting. Det er også de 2 dage hvor jeg giver mine klienter den opmærksomhed de har brug for. Jeg sidder nærmest limet fast foran min computer og min firma telefon. Ikke nok med det, var jeg lige i den periode startet op på et nyt studie, som krævede meget af min fokus. Nå, MEN, min veninde hiver mig med ned i byen, da hun kommer hjem. Jeg havde nogle praktiske ting jeg skulle ordne. Vi stopper på hjemvejen ved mit lokale supermarked. Jeg skulle have mælk, og smøger. Jeg står ved køleren og skal til at fiske en mælk op, i det der går en dame ind foran mig, hun stod der vel i 10 sekunder, men de 10 sekunder føles som 10 minutter. Jeg havde ingen forståelse for hvorfor det kunne tage SÅ lang tid for hende at fiske en mælk op.
Jeg fik tårer i øjnene? Jeg skulle bare UD af det supermarked, lige nu. 

Vi kommer ud i bilen, jeg siger egentligt ikke rigtigt noget i de 10 sekunder det tager at køre hjem til mig. Vi stiger ud af bilen, stemningen er semi, men jeg kan mærke jeg er på randen til at bryde sammen. 

Jeg og min veninde kommer ind i min lejlighed, som stadigvæk ligner noget der er løgn. Jeg smider mine nøgler på bordet, sætter mig ned på en stol, og kigger ud i luften. Vi føre egentligt en normal samtale på et tidspunkt, men det er bare som om jeg ikke engagere mig samtalen. Jeg kigger væk, jeg får igen tårer i øjnene. Jeg bryder sammen. Jeg sidder bare overfor min veninde som en lille baby der ikke kan få vejret, og græder. Hold nu, jeg græder. Hun sidder bare og aner ikke hvordan hun skal forholde sig til mig. Hun vidste godt jeg havde mødt et stort fuck up i mit liv lige der, men hun havde ikke set det breakdown komme. Hun begynder at grine, efter som jeg ikke er typen der normalt græder foran folk. Hun ved slet ikke hvordan hun skal forholde sig til det, eller mig. Det ender med vi begge sidder og griner lidt af hele situationen, imens jeg stadig hulker engang imellem, og stopper op og brokker mig over den elendige situation, jeg overhovedet ikke selv havde valgt at stå i. Jeg var i en tilstand hvor jeg var tvunget til at acceptere, en tilstand så fucked up, at havde jeg selv kunne vælge, havde jeg gået en pænt stor cirkel udenom. 

Jeg havde lige præcis denne her dag, som jeg nævnte ovenfor, en MASSE ting jeg skulle nå og ordne. Jeg skulle faktisk ringe til flere klienter, og høre hvordan deres uge var gået? Det var nok lige det sidste jeg havde lyst til at gøre. Hvem gider ringe og lege skide glad og total motiverende, når man i princippet bare havde lyst til at gemme sig under dynen, og blive der indtil den på tvunget smerte var ovre.

Min veninde pep talker mig, meget. Det ender med hun køre hjem, og vi aftaler jeg skal ringe til hende når jeg har ordnet hvad jeg skulle. 

Jeg sidder en times tid efter hun er kørt, og magter ingenting. Jeg kigger bare rundt i min total rodet lejlighed, på den uoverskuelige opvask, på alle de opkald og sms?er jeg skulle besvare, på alle de andre praktiske ting jeg skulle ordne.
Det var virkelig en dum dag at være ødelagt på. VIRKELIG en ØV dag.
Det ender med jeg smækker noget højt musik på. Jeg starter med opvasken, imens jeg hulker lidt. Jeg smed sku også lidt rundt med noget bestik og nogle skåle, men hva faen.. 

Opvasken var nu taget. YES! Nu skulle der støvsuges, der skulle luftes ud, jeg skulle i bad.
Tjek tjek TJEK! 

Jeg får mig taget sammen til at ringe rundt til mine klienter, jeg får skrevet rundt. Jeeg får ordnet ALT det jeg skal. 

Da jeg var færdig med alt, sad jeg og nød en iskold energidrik, og en smøg, med et kæmpe smil placeret i mit ansigt. 

Jeg elsker mit arbejde over alt, hvilket gjorde det så livsbekræftende at sidde og snakke med min sindssygt seje klienter. 

Jeg ringer til min veninde og råber hallåååååå jeg er DONE! Hun var helt glad på mine vegne. 

På de 2 røv syge dage, lærte jeg utroligt meget omkring mig selv, og hvordan jeg også kan reagere. Da min far døde, kom reaktionen først et par måneder efter. Jeg græd ikke rigtigt, i hvert fald ikke særlig meget. Det er sket få gange, hvor jeg bare har sat og savnet ham, og nærmest skreget efter en eller anden Gud, jeg alligevel ikke troede på. 

På de her 2 dage, reagerede jeg så hurtigt.
Men, hvad var der dog sket i mit liv, siden jeg følte alt var så uoverskueligt? 

Jeg havde haft en kronisk hovedpine i mit liv, i alt for lang tid, hvilket nærmest havde givet mig stress. Jeg havde lavet nogle fejl, som jeg prøvede at få hovedepinen til at tilgive, men det skete ikke. Jeg følte mig som et fuck up, fordi jeg havde haft et fuck up tæt på mig i alt for lang tid. Et fuck up der langt fra gavnede mig, selvom mine nærmeste havde sagt jeg skulle give slip, for længst. Jeg følte mig ikke tvunget til at holde fast, og dog?. Hovedpinen havde på en eller anden måde overbevidst mig om at jeg skulle holde fast, og at jeg skulle kæmpe, men hovedpinen ville også have at jeg skulle forandre mig, og det kunne jeg ikke. Det ville jeg ikke. Men, jeg var på en eller anden måde fascineret af hovedpinen, så jeg kunne ikke give slip, troede jeg. Jeg ville ikke give slip. Jeg over analyserede alle hovedpinens handlinger. Jeg havde ikke set forudkomme at hovedpinen kunne give slip på mig, fra den ene dag til den anden. 

Ikke nok med jeg skulle give slip på noget, som jeg havde fået banket ind i hovedet var ægte, så var der et kæmpe tillidsbrud. Jeg følte jeg var blevet holdt for nar, jeg følte jeg var blevet personlighedsmæssigt terroriseret, i længere tid. Jeg følte mit hovede var i krig med alt der foregik i mit liv. Jeg reagerede så hurtigt på hele situationen, hvilket jeg var meget overrasket over. Jeg plejer først at tilpasse mig en situation, og reagere på den efterfølgende.
Det gjorde jeg ikke denne her gang. 

1 ord, og jeg var fuldstændig ødelagt. Jeg ringede i gråd til en af mine veninder, og til en anden, og til en tredje, og til en fjerde. Jeg fortalte dem alle sammen historien, imens jeg hulkede. Nogle af dem fattede jo knap nok hvad jeg sagde, men jo længere tid der gik imellem opkaldende, jo mere faldt jeg ned.
Jeg var ødelagt, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg nogensinde skulle få denne her hovedpine til at gå væk. Jeg vidste ikke hvornår hovedpinen fysisk som psykisk ville forsvinde helt ud af mit liv. Hvordan skulle den anden hovedpine nogensinde forsvinde ud af mit liv, for good? Hvordan gør man. Hvordan fanden gør man!? 

Jeg lagde hele dagen hjemme. Jeg prøvede at fokusere, det gav ingen mening, så jeg sov, når jeg kunne. Anden dagen, kom min veninde som sagt herhjem.
På anden dagen, sent aften, lagde jeg og så et par afsnit af en serie jeg fulgte med i, og så gik jeg i seng.
På 3 dagen, besluttede jeg mig selv for at give slip på den åndssvage hovedpine. Jeg havde (har stadig) 2 studier jeg skulle passe, plus et arbejde.
Hovedpinen skulle ikke have lov til at ødelægge min hverdag. Jeg havde kæmpet for at få min hverdag til at fungere, efter 2 år, med en stressende sygemeldning. No fucking way at det her skulle ødelægge mig.

Jeg besluttede mig for at give slip, hvilket jeg ærlig talt ikke troede jeg kunne, så tæt på selve situationen. Men, jeg havde så mange andre ting at fokusere på. Jeg gav mit studie og mit arbejde alt fokus, udover det gav jeg mine venner resten af det fokus jeg havde tilbage. Så, jeg havde slet ikke tid til at over analysere eller tænke på hovedpinen mere.

Er det den rigtige måde at gøre det på? Måske ikke, men det hjalp mig. Det hjalp mig med at acceptere at jeg var i en tilstand så fucked up, omringet af hovedpine(r). Jeg kunne jo ikke lave om på situationen, så tilstanden var som den var, og den blev jeg nød til at acceptere.
Så, det gjorde jeg, jeg levede med det? Og for at det ikke skal være løgn, så lever jeg stadig med det.
Det er en oplevelse jeg hellere ville være foruden, men sket er sket.

Det her skete for knap 1-1,5 måned siden. Hovedepinen dukker stadig op, dog ikke på dagligt basis længere. Men, der er altid noget eller nogen der minder mig om den. Den er der tit. Jeg kan ikke skubbe den væk.
Når den er der, er den der bare.
Jeg har heldigvis sindssygt gode veninder og kammerater, som har min ryg og min forståelse mere end 100%.
De hader den hovedpine, lige så meget som jeg gør. De ved at hovedpinen er fuld af løgn, og de ved at hovedepinen bare er endnu et fuck up i mit liv, som skal overstås. 

Jeg tror den ting der til tider stadig kan give mig hovedpine, er når jeg tænker over hvor lang tid jeg har brugt på en hovedpine, jeg for længst har kunne være foruden, hvis jeg havde lyttet til dem der elsker mig. Men, jeg er typen der gør hvad jeg tror der er bedst for mig selv. Så, selvom jeg nok inderst inde stadig bliver ved med at tro på det jeg selv tror er bedst for mig selv, lytter jeg nu altid en ekstra gang på hvad dem elsker mig har at sige, fordi de har sku næsten altid ret.. Desværre? Ha ha ha! 😀 

Der er langt fra tanke til handling, det siger de kloge i hvert fald. Jeg handler næsten altid før jeg tænker, især når det kommer til mit privatliv.
Jeg tænker næsten aldrig over konsekvenserne, før de er der. Det er måske derfor jeg er havnet i den situation, jeg nu er tvunget til at acceptere.
Jeg har accepteret det, det er bare sådan det er.
Det er bare sådan jeg er. 

Lige så kliché som det her lyder, lige så RIGTIGT er det:
Hvad du ikke dør af, gør dig KUN stærkere. 

Det føles måske umuligt at stå oprejst efter et fuck up, og det kan godt være det er umuligt, i en periode, men det bliver lige så stille og roligt muligt, igen. Alt er muligt, så længe du ville det. Ville du noget nok, finder du altid en vej. Finder du ikke en vej, så finder vejen dig.

Inden du ser dig om, er hovedpinen væk.
Lige pludselig føler du dig ikke som et fuck up længere, og du er lige pludselig ikke omringet af fuck ups.
Vi er alle bare mennesker, med en masse forskruede tanker og følelser. Nogle gange er der balance, andre gange er der ikke.
Sådan er livet. 

Du er meget mere værd end en hovedpine. Jeg er meget mere værd end en hovedepine.
Vi er meget mere værd end hovedpine. 

Dårlige dage varer ikke ved <3 

Menneskelige hovedpiner varer ikke ved.