I dag græd jeg

‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’

Inge Schutzshack Holm

___________________________

Endnu engang, mislykkedes jeg.

Endnu engang, skuffer jeg.

Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko.

Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles.

.. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt.

Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan meget mere, når det kommer til mit arbejde, kontra mit privatliv.

Mit privatliv sejler, for at sige det mildt.

Jeg er angstpræget level 100. Det er ikke som en nyhed. Men det er et slag i face, hver gang jeg mislykkedes. Hver gang.

Jeg vil sådan ønske at kontakt imellem mave og hjerne, er eksisterende hos mig. Det er den ikke. 

Jeg bliver sjælendt ked af det. Jeg græder aldrig. Jeg bliver i stedet sur eller lukker af, fordi jeg ikke vil græde. Jeg griner i stedet. 

Jeg skubber alt følsomt væk, fordi det er alt for svært for mig, hvilket altid resultere i angst. Altid.

I dag græd jeg, for første gang i mange år på egne vegne. Jeg tænker ikke det tæller, når alkohol har været involveret. Dét er jeg stolt af.

Kontakt imellem hjerne og mave var eksisterende i et moment.

Dén kontakt har været ikke eksisterende lige siden min far tog sit eget liv. Traume.

Min kærestes datter fyldte 8 år i går. Jeg var inviteret med ud at spise. Jeg kom ikke.

I dag er jeg inviteret med i legeland. Min plan var, at deltage.

Jeg deltager ikke.

Jeg kan ikke. Jeg tør ikke. ‘’Hvad nu hvis.’’ Kortslutning.

Hvad nu hvis, jeg aldrig bliver ‘’normal’’ igen? Hvad nu hvis, jeg altid skal leve sådan her. Hvad nu hvis.

Jeg har så svært ved at acceptere den tilstand jeg føler jeg bibeholder mig selv i.

Jeg mislykkedes. Og det gør ondt. Det gør så fucking ondt.

Jeg vil så gerne. Jeg vil alt i hele verden. Men jeg kan ikke. Jeg tør ikke.

…. Men i dag græd jeg. I dag følte jeg. I dag, var der forbindelse imellem mave og hjerne. Fremskridt. I dag græd jeg.