Staubie

I går mistede vi en stor del af familien, familiens overhoved Staubie. Hun havde problemer med livmoderen, som desværre kunne springe når som helst. Så min mor tog beslutningen om en aflivning. Hun skulle selvfølgelig ikke lide mere.

Jeg købte Staubie for 11 år siden, da hun var 9 måneder. Mine forældre overtog hende, da jeg spontant flyttede til København. Læs: Jeg var 16 år, ung og dum, og jeg skulle aldrig have anskaffet mig en hund. Men mine forældre overtog hende, og som min storebror siger: Det er den bedste fejl Anne-Mette nogensinde har lavet. Staubie var min fars bedste ven, og det var ikke unormalt at han sagde: Staubie er den eneste ven jeg har. Altså det sagde han når hele verden kunne rende ham. De to var uadskillige, så da han gik bort for 5 år siden, overtog min mor hans plads. Jeg kender ingen hund, der var mere forkælet end Staubie. Hun havde en soveplads i hvert rum i min mor?s hus. Eller næsten hvert rum. Hun havde sin helt egen lænestol i stuen. Herudover havde hun patent på hele sofaen, selvfølgelig. Hun havde selvfølgelig også en hundekurv, i bryggerset. Faktisk havde hun også sin egen seng i mit værelse, da jeg var hjemme at vende for et par mdr siden. Sengen var indrettet Staubie venligt, fordi selvfølgelig kun det bedste og blødeste til hende. Og for at det ikke skal være løgn, havde hun også sin egen stol ved spisebordet. Det er så en mindre detalje, at min mor helst ikke så hende spise med ved bordet, men altså det 1,5 år jeg boede hjemme var det rene rutine, og selvfølgelig underholdning. 

Staubie har haft det aller bedste hundeliv hos mine forældre. Så da min mor ringede og fortalte at Staubie var gået bort i går middags, fik jeg simpelthen så ondt af hende. Jeg har lyst til at ringe til hende hver andet minut, for at hører hvordan hun har det. Huset må føles helt tomt, og ikke mindst stille. Staubie fyldte ekstremt meget. Hvis ikke på sofaen, så foran køleskabet. 

Staubie var herudover meget speciel. Hun kunne eksempelvis ikke lide mænd, det er meget få mænd hun gad nusses af. Herudover skulle hun altid se folk an, inden hun gav sig hen. Det samme gælder andre dyr, hun har i hvert fald aldrig kunne lide andre hunde. Vi har prøvet alt, men divaen vendte altid røven til, eller snappede ud efter hunden. Den eneste hund hun fik et nogenlunde forhold til, var min brors og hans daværende kærestes? hund. Men det krævede også meget ??træning.?? Dét var helt det samme hvis eksempelvis jeg snakkede med en anden hund foran hende. Det måtte jeg ikke. Men altså når hun så kunne lide folk, læs: Min bror og jeg, så var hun all in. Min mor har altid skulle nævne vores navne, og så fløj hun hen til døren og ventede på os. Helt igenne fantastisk velkomst vi altid har fået af hende. Det bliver så mærkeligt at undvære dét fremover. 

Ikke nok med at hun var røv forkælet, så var tøsen kronisk sulten. Men det ligger også til racen. Hun var vel en beagle. Hun kunne høre køleskabet åbne på kilometers afstand, og det samme gælder skraldespanden. Hun har igennem årene vel stjålet og tigget et par ton mad. 

Julen bliver simpelthen så triviel uden hende. Det bliver så mærkeligt, at der ikke står en hund under bordet og piver, og skubber med snuden, fordi ?Hallo jeg er sulten!? 

Jeg føler sku lidt at jeg har mistet en irriterende lillesøster….

Igen, Staubie havde en kæmpe personlighed, men mon ikke alle hundeejere, tænker det om deres vuf. ??

Hvil i fred kære Stubbe. Jeg håber at du lige nu laver hovedespring i leverpostej, og kartofler. Verdens tykkeste, og dejligste hund.