‘’Man kan have ophobet så megen angst i sit biologiske system, at det er blevet en normal tilstand, hvormed man har svært ved egentligt at genkende angsten; man sanser blot det ubestemte men insisterende indre ubehag, der ligger som en klangbund i det levede liv, uden at kunne sætte ord på hvad man lider under, og hvad lidelsen skyldes.’’ Inge Schutzshack Holm ___________________________ Endnu engang, mislykkedes jeg. Endnu engang, skuffer jeg. Endnu engang, sidder jeg tilbage som en fiasko. Ingen af ovennævnte er rigtigt. Men det er sådan det føles. .. Jeg er i en sindssyg udvikling lige nu. Jeg kan knap nok følge med. Men det går langsomt. Alt for langsomt. Erhvervsmæssigt kunne det ikke gå bedre. Jeg kan...

TAK for alle jeres svar! Mange af jeres svar gik igen. Ergo: DU ER IKKE ALENE. ❤️ Jeg har samlet alle jeres svar i dette indlæg. Forhåbentligt får det dig med angst til, ikke at følge dig fuldstændig alene. Måske, dem omkring dig vil have gavn af at læse dette indlæg? DET VÆRSTE VED AT ANGST ER…. At angsten begrænser mig At jeg aldrig ved aldrig hvornår angsten kommer, og hvornår den stopper At være begrænset i forhold til oplevelser med mine børn At være afhængig af andre når jeg eksempelvis skal handle At være begrænset i sociale sammenhæng At det påvirker mine relationer. Familie, venner og kæreste At jeg ikke kan forklare mine børn, hvorfor jeg ikke kan tage...

Det længe ventede indlæg er her finally! Jeg beklager virkelig ventetiden, men dén går hånd i hånd med, at min kæreste skulle finde tid (og lyst) til at besvare jeres, og mine spørgsmål. Han er ikke meget for alt det her blogger halløj, så han skulle tage tilløb til dét. Jeg gav ham alt den tid han skulle bruge. Det er der kommet dette ud af: Hvordan er det at være kærester med en der lider af angst? I det daglige mærker jeg det jo ikke som sådan, da vi ikke ses hver dag. Jeg oplever heller ikke de eventuelle ‘anfald’ der opstår når hun færdes ude i dagligdagen uden mig. Hun fortæller mig heller ikke alt om hvad der...

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind. De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af...

Jeg har gjort noget sindssygt i dag. Jeg har gjort noget, som jeg ikke har bevæget mig hen imod at gøre i 6 år. Jeg har ikke taget et tog siden jeg for 6 år siden tog toget hjem, for at bisætte min far. Alt dét der har foregået udenbys, har foregået med en høj promille, ellers ikke. Jeg har meldt fra til så ufatteligt meget, jeg i starten har sagt ja til at deltage i. Alt fra fødselsdage, barnedåb, babyshower, events, møder m.m. Som I ved, så er jeg startet hos en vanvittigt dygtig psykoterapeut. Hun har selv haft angst i, hold fast… 14 år! Hun ved om nogen hvordan dét er. Hun er dagen i dag angst freaking...