Kære far, 9 lange måneder

Tænk at for lidt over 9 måneder siden trak du vejret for aller sidste gang. For lidt over 300 dage siden hørte jeg din stemme for sidste gang. Jeg havde ingen anelse om det var sidste gang jeg skulle høre den.. Der er simpelthen sket så mange hjernedøde ting på de her måneder, tingene er gået så hurtigt, alligevel så langsomt. Ikke nok med jeg mistede dig, som er skyld i jeg faktisk eksistere, mistede jeg også mig selv og det liv jeg havde planlagt at starte op i København, igen. Jeg havde aldrig nogensinde troede livet kunne være så hårdt, jeg troede man skulle nyde livet, og se det positive i alt ting, lige meget hvor meget lort man havde lavet og gået igennem, der er altid en løsning, troede jeg. Jeg havde ingen anelse om at livet kunne være ens fjende, at men så sig selv foruden. Tænk at det kan være en belastning at trække vejret..
Så stiller man sig selv det spørgsmål, lever jeg, eller trækker jeg bare vejret? Så mange sindssyge tanker og følelser man går igennem, så meget man skal forholde sig til, så meget man skal lære at leve med fremover. Det at føle sig bange for at miste andre, og sig selv, er nok det værste. En evig paranoia der følger en over alt, ligemeget hvad du laver, hvem du er sammen med, hvor stiv du er, hvor meget du smiler og hvor meget du griner, så er den der, nogen dage lettere at gemme væk, andre dage føles det hele så ligegyldigt og ens kranie overbevidste en om livet var ligemeget. Måske en ende på det hele ville være nemmere, så skulle man ikke pryde sig selv med så meget pis og lort på en gang, måske man bare skulle gøre som dig, stikke halen mellem benene når man møder modstand, og skride fra det hele? Hell no. Jeg har hadet din beslutning, jeg gør det stadig. For ikke at nævne hvor meget jeg har hadet og hader dig, faktisk SÅ meget at jeg slet ikke forstår hvordan man rummer det, det var som om der ikke var plads til mig i min krop mere, din beslutning fyldte det hele. Dagene går og går, fandme ikk om jeg skal leve med det hver dag. Følelsen af bare at have lyst til at smadre sit hoved ind i en mur så det bare går væk. Som om man gik ved siden af sig selv, man bad og beder om en underlig forståelse hos folk man knap nok selv forstår. Jeg mangler dig, jeg mangler at kunne ringe dig op, jeg mangler at diskutere med dig, jeg savnet det. Jeg mangler at spørge dig hvorfor du har gjort som du har gjort. Det er endelig ved at gå op for mig at det er okay at savne dig, at det er okay at græde, men jeg græder ikke. Det har indtil videre taget mig 9 måneder, de værste måneder i mit liv. Men, jeg har lært så mange ting, og jeg lære stadig, jeg lære noget nyt hver evig eneste dag. Jeg ville leve mit liv fuldt ud, jeg ville ikke gå en dag og fortryde noget, og jeg kæmper med mig selv hele tiden, jeg udfordre mig selv så godt som jeg nu kan, fordi jeg vil og jeg kan. Jeg drømmer, og min drøm skal nok gå i opfyldelse. Den dag hele mit liv lykkedes, ville du hade dig selv for ikke at være her, for var der en der ikke havde regnet med jeg blev til noget, var det dig. Men det bliver jeg, og den dag det sker er du der ikke til at fejre mig. Jeg giver aldrig op, du fortjener ikke jeg giver op. Jeg ville leve mit liv som du gjorde, og jeg ville sjovt nok elske dig og hade dig for altid. Du er simpelthen verdens dummeste, platteste, sjoveste og mest fantastiske far. Jeg er ked af alt jeg har budt dig igennem livet, og jeg håber du kan tilgive mig, fordi jeg prøver virkelig at tilgive dig, jeg prøver at tilgive dig hver evig eneste dag. Jeg lever med dit valg hver evig eneste dag, og ja for fanden hvor har jeg bare ondt af mig selv, det er sku ikke fair at skulle leve med din beslutning. Din beslutning har sat begrænsinger fast oppe i mit hoved, som jeg ikke bare kan slippe af med igen. Det er simpelthen så frustrerende at gå rundt hver dag i sin egen lille verden ikke at kunne gøre alle de ting som man plejer at kunne gøre. Bare det at tage en bus, eller sidde i en bil, med mindre det er sindssygt overdrevet vigtigt, sker det ikke. Prøv du at forklar dine venner og din familie hvorfor du ikke lige kan komme til den fødselsdag, eller den by, eller den begivenhed. Prøv du at forklar mor, hvorfor jeg ikke kom til hendes 60 års fødselsdag. Sådan burde det ikke være, og det er din skyld, det er din skyld jeg lider nu, det er din skyld jeg skal kæmpe. Jeg skubber skylden over på dig, hvilket måske er forkert. Men du er den eneste løsning på mine problemer nu, hvilket jeg aldrig i min vildeste fantasi troede jeg skulle sige. Men det er du, og den dag jeg finder den løsning som ikke er dig, lever jeg igen. Indtil da, kan jeg sidde her, indespærret i min egen krop, drømme om alt det jeg gerne ville, men ikke kan. Mange tak fordi du tog dit eget liv, det har ikke hjulpet specielt meget. Godnat.