Min kamp- mod undervægt og overvægt

Hejsa! 

Dette indlæg er meget grænseoverskridende for mig at skrive, og ikke mindst det at udgive det offentligt.
Men, jeg ville ikke længere ligge skjul på at jeg ligesom alle andre også har et briste punkt, og at mit hidtil vægttab på ingen måde har været eller er en dans på roser for mig.

Jeg vil i dette indlæg gå helt tilbage til 2006-7 stykker, hvor jeg dengang var 13-14 år, da det var der hele min rejse startede.
Dette indlæg ville blandt andet handle om min kamp mod spiseforstyrrelser, ulovlige slankepiller, afføringsmiddel, undervægt og overvægt.

Jeg håber du ville læse med! 🙂 

Da jeg var 10-11 år så jer sådan her ud;

Jeg har altid været den ‘store pige‘ i klassen, ikke fordi jeg er blevet mobbet med det, tvært imod, men jeg har altid været større end de andre piger. Jeg var ikke overvægtig som spæd, men jo ældre jeg blev, jo kraftigere blev jeg.

Jeg har ALTID haft en svaghed for slik, kager og ikke mindst chips – jeg elskede chips, hvilket jeg stadig gør.
Det er egentligt ikke fordi det gik mig på, på det tidspunkt.
Jeg var bare som jeg var.

Da jeg fyldte 13 år, sagde mine forældre til mig, at hvis jeg kunne tabe mig 10 kilo fik jeg 3000 kr ekstra i konfirmations gave, hvilket jeg var HELT opsat på. 3000 kr var jo mange penge!

Min startsvægt; 72 kg 
Min højde; 165

Jeg begyndte lige så stille og roligt at google alt muligt omkring sund mad – jeg er og har altid været en computer mus, jeg kunne bruge flere timer foran computeren, hvilket jeg stadig kan 😀
Nå, men jeg googlede frem og tilbage og fandt blandt andet ud af at man skulle skifte hvidt brød ud med fuldkorns brød (?!) jeg forstod ikke hvorfor, men det var det der stod, så det var det jeg gjorde.
Jeg havde på daværende tidspunkt en veninde der havde været på julemærkehjem, så jeg spurgte hende lidt til råds, og hun forklarede mig at frugt, grøntsager og knækbrød var sundt, så det var egentlig det jeg startede ud med at spise.
Jeg fandt stille og roligt ud af det var sundt at løbe, men MIG – løbe? Som om, tænkte jeg, det kunne jeg sku da ikke finde ud af, det var jo hårdt, og man svedte af det.
Jeg kan huske tilbage til gymnastik timerne i de mindre klasser, Jeg gjorde alt for at pjække, det tiltalte mig overhovedet ikke at være aktiv.
MEN, en af mine andre veninder var opsat på at hjælpe mig, så hun tog hendes forældres hund med ud om aftenen (jeg skulle ikke løbe om dagen, der var alt for mange mennesker!!!), vi gik/løb et par gange i ugen, men altid om aftenen.
Jeg spiste faktisk det vi fleste vil mene er ”normalt” mad – kartofler, grøntsager, kød og brød.

Jeg startede på alt det sundheds halløj ca 5 mdr inden min konfirmation, og jeg tabte mig.
Folk begyndte at give mig komplimenter kan jeg huske, og jeg blev sindssygt høj af det, det gav mig bare endnu mere gå på mod.

---

Dagen kom hvor jeg skulle konfirmeres. 
Den kjole jeg og min mor havde været ude og købe, skulle strammes helt ind før at jeg kunne være i den,da  den var blevet for stor – det var jo kun et godt tegn i mit hovede.

Her er to billeder af mig fra min konfirmation ^

Jeg havde nået mit mål, jeg havde tabt mig 10 kilo.
Jeg blev konfirmeret 10 kilo lettere,

Jeg vejede nu 62 kilo.

Men, jeg kunne ikke selv se det, selvom folk blev ved med at fortælle mig hvor flot det var, jeg smilede bare, blev genert og sagde tak.
Min mor holdte en tale til min konfirmation, hvor i hun fortæller alle gæsterne at jeg har tabt mig 10 kilo op til konfirmationen, jeg blev SÅ flov at jeg bad hende om at holde sin kæft.
Alle gæsterne blev helt stille et øjeblik, hvorefter der blev grint på en meget akavet måde.
og min mor satte sig efterfølgende ned igen, og sagde ingenting.

---

Tiden gik, og jeg blev mere opsat på at tabe mig mere, og mere…

Jeg begyndte at bruge mere tid foran min computer, for at finde ud af hvad jeg mere kunne gøre. Det endte med jeg oprettede adskillige brugere på forskellige fitness og motions relaterede sider, og læste helt vildt mange debatter igennem omkring kalorier, fedt, kulhydrater og protein.
Jeg havde ingen anelse om hvad det var på tidspunkt.
Jeg fandt så ud af at de forskellige føde/råvare – generelt mad, indeholder det “der” kalorier m.m.
OG at man kunne veje sin mad af, for at tabe sig.
Det begyndte jeg så lige så stille og roligt på, jeg startede på 1700 kcal dagligt.
Udover at jeg begyndte at tælle mine kalorier, begyndte jeg også at løbe mere, og længere.
Jeg styrtdykkede fra 1700 kcal ned på 900 kcal dagligt, jeg spiste 1000 kcal dagligt i små 2 måneder – OG løb 10 km hver evig eneste dag.

Jeg havde min egen hylde i køleskabet og min egen hylde i et køkkenskab, og der var INGEN der skulle røre eller rykke på mit mad.
Jeg havde en mappe oppe i køkkenet, med mine kalorier udregninger på (dengang vidste jeg ikke diverse app’s – madlog, shapeup osv fandtes, så jeg regnede alt ud på et papir, hver evig eneste dag)

Jeg vejede nu 50 kilo.
Dvs at jeg havde tabt mig yderligere 12 kilo.

Jeg ville nu ligge yderligere 100 kcal i underskud, så jeg satte mit daglige kcal indtag ned til 900 kcal dagligt.

Mine forældre begyndte at blive urolige, og havde kontaktet min skole for at de kunne holde øje med mig, men jeg var ligeglad.
De var også begyndt at blive irriteret over jeg aldrig spiste aftensmad med dem mere, at jeg ikke kunne hygge mig med lidt usundt engang imellem, hvilket var FULDSTÆNDIG bandlyst i mine øjne.

Jeg kan huske, jeg tog med mine forældre til Bilka i Kolding på et tidspunkt, det eneste krav de havde var at vi alle tre skulle spiste sammen i bistroen deroppe, jeg sagde selvfølgelig ja – fordi jeg troede jeg kunne kringle mig ud af den, når først vi kom derop, men det kunne jeg ikke.
Da vi skulle bestille mad, slog det helt klik for mig, jeg stod og blandede en salat i bistroen, sætte mig ned til mine forældre som var i gang med at spise, jeg tog en bid af en gulerod – og så begyndte jeg at skabe mig som et lille barn, jeg brød sammen i gråd – og forklarede dem at jeg ikke kunne spise min mad.
De lod mig slippe.
Jeg fik i stedet lov til at købe en dåse tun og en færdig blandet salat inde i Bilka, som jeg kunne spise på vej hjem i bilen.
Så sad jeg ellers der med en blyant og et papir og tjekkede energiindholdet på det, så jeg med god samvittighed kunne spise det.
Jeg kan også huske jeg læste på nettede at det var klogt at spise 2 timer INDEN man løb – pga et eller andet med forbrændingen, så det råd fulgte jeg 100%!
Jeg kunne ikke længere være sammen med min veninder til efter kl 16, fordi PRÆCIS kl 16 skulle jeg hjem og lave min aftensmad, så jeg kunne komme ud og løbe præcis kl 18.
Sådan var det i et par måneder..
En sen vinter aften hvor jeg var selv hjemme med min far, hvor det både styrt regnede, stormede og tordner helt vildt udenfor – klokken var 17.00, og jeg bad bare til gud om at det ville gå væk så jeg kunne komme ud og løbe, men det blev ved og ved.
Min far tillod ikke jeg løb rundt ude i det vejr, så han bad mig om at springe en dag over, men det var bandlyst i mit hovede.
Så jeg stak af og løb min daglige tur på 10 km, jeg var rædselslagende under hele turen, og jeg var sikker på jeg ville blive ramt af et lyn hver 2 minut, men det var bare ikke en mulighed at vende om og løbe hjem.
Tiden gik og gik, og jeg blev ved med at leve på den måde, jeg troede det var rigtigt. Det fungerede jo fint for mig.
Jeg kunne også godt finde på at pjække fra skole hvis min mave begyndte at knorre, fordi jeg synes det var flovt, jeg NÆGTEDE at spise mere udover det jeg havde skrevet i mit skema.
Den der følelse af hver aften, når man gik i seng at ens mave bare knurrede, den var fantastisk – jeg havde nemlig også læst på nettede man forbrændte kalorier på den måde, så jeg nød det.

Jeg forsatte med at spise 900 kcal dagligt, og løbe 10 km hver dag i yderligere 3 måneder. 
Jeg vejede nu 45 kilo.

Jeg lyver ikke når jeg siger – at da jeg tog de billeder,  cuttede jeg med vilje min mave af fordi jeg dengang synes jeg så helt vildt tyk ud – udover det første billede hvor jeg ligger ned.
Det sidste billede var faktisk af hele min krop – men jeg væmmes dengang ved tanken om man kunne se min tykke mave derpå.

Mine forældre blev mere og mere bekymrede, og sagde jeg skulle stoppe.
Min mormor blev ved med at sige at jeg var blevet for tynd, men jeg lyttede ikke.
Jeg var bare en lille tyk taber inde i mit hovede.

Jeg husker en aften hvor jeg kommer hjem fra min løbetur, jeg kommer løbende svedende ind i stuen til min mor som sidder og ser fjernsyn, jeg sidder mig overfor hende i sofaen og siger ingenting.
Hun smiler til mig, og jeg bryder fuldstændig sammen. Jeg græder..
Hun spørger mig stille og roligt hvad der er galt, og jeg forklare hende at jeg føler mig så ulækker og tyk hele tiden og spørger hvornår det stopper.
Vi snakker om tingene, og jeg går ned på mit værelse, men uden nogen form for afklaring.
Det hjalp ikke engang at snakke med hende om det, fordi hun forstod det alligevel ikke.
Der var ingen der forstod mig.
Jeg skjulte det egentligt også meget godt igennem hele “forløbet”, jeg virkede glad, passede min skole, min kost og mit løb.
Jeg begyndte at stille mig selv et spørgsmål hver aften inden jeg gik i seng, hvad er dit problem Anne-Mette? 
Men uden noget svar..

Jeg begyndte at deltage i en MASSE debatter på en af de fitness sider jeg var medlem af, jeg tror den hed www.motion-online.dk
Jeg begyndte at skrive indlæg derinde, mange mange indlæg derinde daligt.
Jeg husker et indlæg omkring noget frugt, jeg var deprimeret over jeg havde spist 900 g frugt på en dag, og jeg ville egentligt bare lige høre om man tog på af det, jeg var desperat for at et svar.
Alle folk skrev hele tiden jeg havde et problem, en spiseforstyrrelse, og at jeg ikke skulle tabe mig mere.
Jeg gik ærlig talt amok på dem der skrev det og svinede dem inddirekte til.
Jeg græd mig selv i søvne, og det var næsten lige før at jeg ikke havde lyst til at leve mere.
Der var ingen der forstod mig, alle sagde jeg skulle tage på – men jeg ville jo bare være tynd, være tilfreds med mig selv – Have det godt. Hvilket var alt andet end hvad jeg så, når jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg kunne slet ikke forstå det.
Jeg begyndte at bruge afføringsmiddel, jeg kan huske at jeg bestilte noget flydende hjem på nettet og gemte det ude på badeværelset, og brugte det efter hvert måltid.
Min mor fandt flasken og spurgte hvad det var, jeg forklarede hende det – det lød jo fint oppe i mit hovede.
Hun blev stik tosset og sagde jeg ikke måtte gøre det mere!
Men jeg blev ved med at gøre det, da flasken var tom hældte jeg bare vand i den og stillede den tilbage – så kunne hun jo ikke se atjeg havde brugt resten.

Tiden gik og jeg snakkede meget med mine forældre omkring det.
Men jeg følte at det var spild af tid, der var alligvevel ingen der forstod det.
Jeg følte mig meget alene..

Jeg begyndte at researche lidt på det “der” spiseforstyrrelses halløj, og jeg blev målløs da de fleste af tingene passede på mig.

Jeg havde f.x. ikke haft min menstruation i 1 år på det tidspunkt, havde lavt selvværd, stærk frygt for vægtstigning samt hyppige vejninger, jeg følte mig fed og ulækker, modsatrettede følelser, mange MANGE regler og ritualer, og rigtig meget motion, samt svimmelhed.

Det var jo mig der blev beskrevet der, eller var det? 
Var jeg syg?
havde jeg en spiseforstyrrelse?
hvorfor mig? 
hvad har jeg gjort?
hvordan kommer jeg ud af den onde cirkel?
ville jeg ud af den cirkel?
hvad gør jeg?

Jeg kom efter noget tid i kontakt med en der arbejdede med folk der havde spiseforstyrrelser oppe i Aarhus, jeg skrev mails frem og tilbage med hende, hun sendte også fysiske breve til mig, med alverdens information omkring hvad jeg skulle gøre- og hvad jeg var villig til at gøre.
Hun forstod mig, og hun var der når jeg havde brug for hende.
Det var der at det så småt begyndte at gå op for mig at jeg var syg, jeg havde nu udviklede en spiseforstyrrelse.

Det blev december, året var næsten gået.
Mine forældre tiggede og bad mig om at spise med juleaften, men uden held. Jeg gjorde det ikke.
Trods det duftede af jul og mad i hele huset,  rørte jeg det ikke…
Indtil en aften, hvor jeg siger til min mor at jeg godt kunne spise en brunkage.
Hun blev HELT vildt glad, men så turde jeg ikke alligevel.
Jeg kiggede på brunkagerne ude i skabet mange gange..
Turde jeg? 
Hvad kunne der ske? 
Jeg turde godt, jeg gjorde det. 
Jeg tog en enkel brunkage ud af pakken, vejede den af og spiste den.
Der gik ikke mere end 10 minutter, så snigede jeg mig op i køkkenet og vejede en mere af, og en mere… Og en mere..
Til sidste havde jeg spist hele pakken.
Jeg blev total fyldt med energi, jeg havde jo ikke fået andet end frugtsukker i næsten 1 helt år.
Så jeg gik meget mæt i seng..

Noget tid efter, fik jeg besked på at sætte mit kcal indtag op til hele 1600 kcal.
Det var jo vanvittigt, jeg var helt ude af den.. Det var jo sindssygt meget mad!
Jeg skulle også lave mine løbe tidspunkter om, og skære ned på mit løb.
Jeg var lige ved at cutte kontakten til min ”kontaktperson” oppe i Aarhus, hende jeg mailede med.
Men jeg valgte at prøve at tro på hende.

Jeg skulle nu spise 1600 kcal dagligt, og kun løbe 45 minutter hver dag – Før løb 60 minutter hver dag.
Jeg delte de 45 minutter op – Så jeg løb 15 minutter om morgenen og 40 minutter om aftenen.
Jeg holdte også på de 1600 kcal.

Jeg kunne ikke styre det, overhovedet. Det tog overhånd på ingen tid..
Jeg var i fakta med min far en anden og spurgte om spontant om jeg ikke måtte få en kit kat chokolade af ham, og selvfølgelig måtte jeg det.
Jeg spiste den på 5 minutter da jeg kom hjem.
Jeg sneg mig bagefter selv i fakta og købe mange kit kat chokolader og spiste dem allesammen hjemme på mit værelse, jeg gemte papiret i en skuffe dernede.
Dagen efter ville jeg have flere kit kat, jeg ville have chips, lakrids og alt muligt andet.
Jeg løj om hvad jeg skulle til mine forældre, og cyklede ned i Fakta næsten HVER aften 10 min inden de lukkede, så jeg var sikker på jeg ikke mødte nogen jeg kendte, for at kunne købe alverdens junk.
Låste døren til mit værelse og åd det hele på få minutter.
Sådan forsatte jeg i 2-3 måneder. 
Hvad skete der så?

Pludselig vejede 72 kilo, igen..
Folk begyndte at snakke om jeg havde taget på, min mormor sagde jeg var blevet for tyk nu.. Mine forældre sagde ingenting..
Det underlige var at jeg ikke kunne se forskel på mit spejlbillede – jeg kunne kun mærke forskel på mit tøj, jeg synes faktisk jeg lignede mig selv – og jeg var endda gladere.
Jeg stoppede med at løbe, og jeg stoppede med at spise sundt.

Inden jeg begyndte at tage på igen, blev jeg smidt ud af min daværende folkeskole, jeg vidste ikke hvad jeg skulle og hvor jeg nu skulle gå i skole, jeg eksperimenterede desværre med nogle forskellige stoffer, og når jeg ikke gjorde det, lagde jeg bare hjemme i min seng.
Jeg gad ikke lave noget, med mindre det havde noget med venner, stoffer, fest eller alkohol at gøre.
Mine forældre kontaktede kommunen, og jeg fik en sagsbehandler og en kontaktperson, som jeg snakkede med engang imellem, men jeg var ret ligeglad.
Jeg valgte imod alle odds selv at tage på en idræts efterskole oppe i Aarhus og tage min 9 klasse – men jeg stak af allerede efter tre måneder.
Jeg kom så på en anden folkeskole 10 km fra hvor jeg boede, men passede den ikke.
Så jeg røg i em special klasse på en folkeskole 20 km væk fra hvor jeg boede, men den  passede jeg heller ikke.
Jeg var ligeglad, så længe jeg bare kunne komme ud og hygge mig og komme hjem og sove. var jeg glad.
Uddannelse og fremtid, de to ting kunne rende mig.

Jeg var kun 15 år og blev tvunget ud på en produktionsskole. Jeg var umulig at leve sammen med, jeg var en snot forkælede møg unge der bare SKULLE have sin vilje, jeg var ligeglade med mine forældre og nu ville jeg bare flytte hjemmefra.
Så, jeg får et par måneder inden min 16 års fødselsdag tilbudt en 1-værelses lejlighed i Aabenraa – Da min skole lå i Rødekro og jeg havde fået job i Føtex i Aabenraa, passede det hele mig perfek.

Jeg flytter i lejlighed i Aabenraa, det var det vildeste!
Jeg syntes det var helt vildt sejt! Haaaa haaa 🙂

Jeg fik en masse nye venner hernede, festede rigtig meget og hyggede mig helt vildt.
Jeg var glad!
Jeg begynder på det tidspunkt også at spise noget der hedder T3 piller (slanke halløj)

Hvad er T3? 
T3 er et slags hormon, det er ulovligt. Når man indtager t3 piller øger det optagelsen af næringsstoffer, der sker en masse ting i kroppen – alt arbejder med andre ord hårdere. Det øger din krops energibehov, man forbrænder hurtigere og taber sig hurtigt, ligemeget hvad man spiser. De optimere stofskiftet.. Mange spiser dem sammen med steoider. Der er tilgengæld også mange bivirkninger ved dem. Man skal trappe op og ned i dosis af pillerne, så det ikke bliver for farligt.
Man skal også køre dem så og så lang tid, og så holde pause, ellers er de meget skadelige.
T3 er ulvoligt og skadeligt.

Jeg kørte de T3 piller i lidt over 1 måned, og tabte mig 8 kilo.
Men jeg tog dem lige så hurtigt på igen da jeg stoppede..
Det rørte mig egentligt ikke så meget, jeg ville bare prøve dem.

Jeg var faktisk SÅ glad på det tidspunkt at jeg selvfølgelig også valgte at købe en hund midt i det hele.
En hund, i en 1-værelses lejlighed hvor man ikke måtte have kæledyr.
Resultere selvfølgelig i at jeg bliver nød til at finde en ny lejlighed hvor i man må have hund.
Det får jeg, men jeg kunne ikke finde ud af at passe en hund..
Jeg begyndte at ryge en hel del hash, og havde ikke styr på noget, overhovedet.
Så det ender med at hunden flytter ind hos mine forældre, og en veninde flytter ind hos mig.
Jeg bliver fyret på mit job og bliver kort efter smidt ud af produktionsskolen.

Jeg og mine veninder hygger os, jeg bekymre mig egentligt ikke rigtigt over noget.
Jeg var skæv det meste af tiden.
Men, jeg havde det godt.

Jeg tænkte at jeg ville køre de T3 piller igen.
Så det gjorde jeg.. Hvilket resulterede i  vilde humørsvingninger som gik ud over min veninde, jeg fik hurtigt nogle flip på hende, og ønskede egentlig “bare” at hun levede efter mine regler, – Vi  var på det tidspunkt også holdt med at ryge hash, så det hele var faktisk bare ved at gå i vasken, vi kunne ikke holde hinanden ud.

Det gik godt nok godt de første 4 måneder vi boede sammen, men så gik den heller ikke længere.

Min veninde flytter – og jeg flytter efterfølgende – ned i en mindre en.
Jeg bor kun i den nye lejlighed i få måneder, og undersøger der noget omkring noget kaldet HCG kuren.

Hvad er en HCG kur? 
HCG er en meget hurtig metode til vægttab, opfundet af en amerikansk læge. HCG er et hormon produceret under en graviditet, dets funktion er at sikre at det voksende foster modtager nok næringsstoffer til at vokse og udvikle sig normalt. HCG’en gør det ved at gøre det unormale fedt der er lagret i moderens krop, til rådighed for brug. Man forbænder op til 4000 kcal dagligt på sådan en kur, hvilket svare til 500 gram – 1 kg fedttab dagligt, under kuren bliver ens appetit undertrykt og ekstremt mange føler sig mætte, selv med 500 kcal pr dag. Kuren er opdelt i tre faser, hvor alle tre faser skal føles religiøst, man skal passe ALLE faser ellers tager man hurtigt på igen.
HCG er ulovligt og skadeligt.

Jeg kunne ikke få fat i den kur nogen steder, så jeg opgav, gud ske tak og lov for det! 

Nå, men jeg bor i den nye lejlighed få måneder, og vælger så at flytte spontant til København med en anden veninde.
Jeg bor hjemme hos mine forældre i små 2 måneder inden jeg flytter derover, hvor jeg nu vælger at køre et vægttab på nogle piller kaldet clenbuterol, hvilket jeg taber mig små 10 kilo på, men tager det hele plus ekstra på igen.

Hvad er Clenbuterol? 
Clenbuterol er et middel der anvendes til folk der har astma, stoffet får musklerne omkring luftvejende til at slappe af. Det er også ulovligt i Danmark. Clen har også en vis lighed med stresshormonerne og adrenalninden. Stoffets mukelopbyggende og fedtforbrændende effekt gør at stoffet er et anvendt doppingmiddel. 
Clenbuterol er ulovligt og skadeligt.

JEG flytter til København, og bor der i små 6 måneder, indtil det også går galt – Hvor jeg så flytter tilbage til  Aabenraa, og bor hos en veninde.
Jeg finder hurtigt en ny lejlighed, og flyttede så ind i den.
(Jeg begyndte at ryge hash igen da jeg flyttede til København, og forsatte i Jylland.)

Jeg kommer så langt ud, at jeg ikke længere selv kan følge med.
Jeg vejer på det tidspunkt 80 kg – 169 cm høj – 19 år gammel.
Sådan så jeg ud;




Jeg går til lægen, pga underlige smerter i min mave, jeg bliver undersøgt et par gange via blodprøver, afføringsprøver osv – men jeg fejler intet.
Men der var noget galt, jeg tog hjem til mine forældre og var, jeg havde det underligt.
Jeg begynder derfor at google på psykiske ting, jeg havde INGEN anelse om hvad det var.
Men de fleste ting der stod på nettet, passede igen på mig.
Jeg tog til lægen igen, med min mor denne her gang..
Jeg blev henvist til en psykiatrisk afdeling, jeg var i chok.
Jeg og min mor tager ud og køber lidt nye møbler til mig, hvilket hun troede ville gøre mig glad.
Det var lige før det gjorde det hele værre, det var som om det begyndte at gå op for mig at materialistiske ting intet betød.
Nå, men jeg begynder at gå til samtaler på den psykiatriske afdeling, jeg følte mig som et nul.
Jeg får efter et par måneder konstateret angst – jeg forstod det ikke.
Jeg havde lyst til at hoppe ud af mit vindue.
Jeg turde ikke længere køre bus eller bil, jeg var usikker og nervøs konstant, jeg turde ikke længere drikke alkohol eller ryge hash. Jeg følte mig umenneskelig..
Efter mange mange samtaler dernede omkring mig, min diagnose og mit liv – udskriver de noget medicin til mig.
Men, de havde under flere samtaler sagt motion hjalp, men jeg lukkede lidt ørene for det.
Anyways, de udskriver det medicin til mig – og fortæller mig man kan tage på af det, og at man kan føle sig træt og uoplagt på det.
Jeg kigger flere gange på de piller derhjemme, men kan ikke få mig selv til at spise dem.
Jeg overvejer flere gange om jeg skal prøve at gå lidt op i min kost igen, måske løbe lidt, eller hvad jeg nu skulle gøre.

Jeg sidder en aften alene oppe i min lejlighed, stiller pillerne væk – og opretter en bruger på www.madlog.dk – en hjemmeside hvor man kan kontrollere sit daglige kcal indtag.
Fantastisk hjemmeside for dem der gerne ville have styr på sin kost – ELLER taber sig.

Jeg begynder at veje min mad af og løbe/gå lidt.
Jeg taber mig 20 kilo på 4 måneder på den SUNDE måde! 

Nu ser jeg sådan her ud;

På de 4 måneder slipper jeg HELT af med min angst, og jeg løber begynder at løbe en del distance løb – jeg går op i det med liv og sjæl.

Jeg var nok et af de lykkeligste mennesker på jorden lige der, og jeg var helt færdig med at ryge hash og være i nærheden af folk der gjorde det! 🙂

Jeg vejer nu 60 kilo. 
Jeg er 169 høj.
Jeg er 20 år.

Jeg får komplimenter konstant af venner, bekendte og min familie.
Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv!
Det er ikke lyv, når jeg siger det er en sindssyg terapi at smække løbeskoene på og bare løbe der ud af.

Her løb jeg 12 km til Kliplev løbet 2012, jeg fik en 16 plads ud af 50 ander kvinder.

Her løb jeg knap 30 km på lidt under 3 timer – fra Toftlund til Aabenraa.
En spontan ide jeg fik, jeg ville bevise mig selv at jeg godt kunne.
Hvilket jeg kunne.

Jeg løb hver anden dag, alt fra 5-20 kilometer.
Ugen op til de 30 km løb – løb jeg 10-12 mandag-fredag.
Fredag gik jeg en tur på 6 km.
Lørdag løb jeg de 30 km.

Jeg siger IKKE det har været let eller er let, men jeg siger at det er noget ALLE kan gøre.
ALLE kan omlægge sin livsstil, på en GOD måde – og IKKE en fanatisk måde.
Det handler virkelig om at mærke efter i sig, lære sig selv at kende og finde sin egen balance.

JEG mistede min balance fuldstændig da jeg i maj sidste år 2013 flyttede til Greve med en veninde.
Jeg passede ikke min kost 100% og jeg løb ikke særlig meget.
Det var en forvirrende flytning.
Jeg løb en enkel tur imens jeg boede derovre, spiste lidt sundt – og tog 8 kilo på.
Jeg kom op og veje 68 kilo.
Men det var okay, fortalte jeg mig selv, det skulle nok gå 🙂

Jeg når knap nok at bo derovre en måned, i det min mor ringer mig op og fortæller min far er død, imens min veninde høre det.
Min far har været syg i knap 1 år, hvilket jeg godt vidste – men jeg vidste ikke det var så slemt.
Jeg spørger hvordan og hvorledes, han havde taget sit eget liv, det var min mor der havde fundet ham.
Jeg troede ikke på det..
Jeg tog toget hjem til min mor dagen efter.
Jeg græd ikke rigtigt, fordi jeg ikke forstod det..
Det var meningen jeg skulle bruge ugen op til begravelsen med min familie, men jeg brugte den i stedet på mine venner, jeg var ikke rigtigt hjemme hos min familie. Jeg græd ikke rigtigt, men var faktisk okay glad.
Vi begraver min far 5 dage efter jeg kommer hjem, og jeg tager til Greve igen 3 dage efter.
Det bliver sommerferie, og jeg vælger at tage hjem til min mor at være et stykke tid.

Det ender med min mor ville betale et indskud til en lejlighed i Albertslund til mig, så jeg kunne få mit eget derovre og komme godt i gang.
Jeg var over lykkelig! 

Så får jeg ondt i maven, igen.. 
Det hele begynder at gå ned af bakke, det begynder at gå op for mig min far ikke komme tilbage, og at han har valgt livet fra. Jeg var SÅ sur på ham..
Når mine venner prøvede at hjælpe mig, havde jeg ikke brug for den hjælp.
Det startede stille og roligt med en irriterende mavepine..
Jeg kunne ikke komme ud af min seng, jeg turde ikke.
Jeg ville ikke tage toget tilbage til Greve for at flytte til Albertslund, det virkede uoverskueligt.
Det ender med min mor får pengene tilbage fra indskudet.
Jeg bor nu hos min mor, 21 år gammel.
Jeg har ikke boet hos mine forældre, eller nu kun min mor – siden jeg var 15 år.
Jeg turde ikke ses med mine venner, jeg turde ikke have besøg, jeg kunne ikke stå i kø hvis jeg skulle ned at handle, jeg turde ikke gå til læge.
Jeg var (undskylder sproget) HELT fucked.

Så kom selvmordstankerne.. 
Hvorfor er jeg her overhovedet? hvad har jeg gjort siden jeg har fortjent at leve med denne her indvendige smerte hver evig eneste dag? hvorfor kan jeg ikke det mere? hvorfor tør jeg ikke?
Hvem er jeg? 

Jeg ville ikke bo hos min mor, jeg havde ikke lyst til at være der – men jeg turde ikke være andre steder.
Så kom alle spørgsmålene til min far.. HVORFOR gjorde han som han gjorde?
Jeg tog faktisk efter begravelsen ud på psykiatrisk afdeling og snakkede med hans psykiater som havde udskrevet ham med et papir hvor på der stod ”Patienten er ikke længere til fare for sig selv, eller andre”.
Dagen efter han blev udskrevet, begik han selvmord.
Jeg var rasende.. Det var uforståeligt.
Jeg skød skylden på systemet, det var deres skyld. Han fik ikke den rette behandling.

Så mange spørgsmål.. Alt kørte rundt, det var en ond cirkel..

Jeg fik midt i det hele tilbudt en lejlighed i Haderslev, jeg havde ikke lyst til at tage tilbage til Aabenraa – når det var på Sjælland jeg oprigtigt var flyttede over – men jeg turde ikke tage tilbage.
Der var ingenting der hang sammen eller gav mening.
Så, jeg valgte at starte på en frisk, I Haderslev.
Nok det dummeste valg jeg længe har taget… 

Jeg kendte INGEN, jeg turde ikke gå ud, jeg turde ikke være i lejligheden, jeg var ved at tage en overdosis af piller, min mor hentede mig, jeg boede ved hende – men betalte til en lejlighed i Haderslev.
Jeg ligger en aften i sengen i Haderslev, ryster og føler alt vælter ned på mig, jeg kunne ikke engang holde min telefon i hånden så slemt var det.
Jeg ville bare væk..

Jeg bliver henvist til en psykiatrisk afdeling, går til et par møder der – i Aabenraa.
Jeg begynder lige så stille og roligt og ses med mine veninder hernede igen, de var der for mig 100% – de vidste godt jeg ikke var sådan normalt, de bar’ virkelig over med mig.
Jeg har mistede en af mine såkaldte bedste veninder på vejen, men det kan ske..

Det ender med jeg flytter til Aabenraa midt i alt kaos.
Jeg siger lejligheden op i Haderslev, og flytter på under en 10 dages beslutning til Aabenraa – grundet mine venner boede hernede.
Der sker en masse ting, jeg skal forholde mig til mange ting, jeg får oven i købet også stillet en livsvarig diagnose, som jeg skal lære at kende.
Jeg får medicin, hvilket jeg var PANISK over.

Igen igen midt i alt det her, stopper jeg med at løbe – hvilket jeg også er stoppet med dagen i dag, jeg dyrket faktisk ingen former for motion, udover en cykeltur i ny og næ – sidst jeg var ude og løbe var i marts her i 2014. Jeg er kørt død i det – men jeg fortæller mig selv det skal man have lov til, det er okay. Alt kommer tilbage til sin tid. Jeg løber når jeg har overskud og lyst til det. Man skal lytte til sig selv 🙂

Så tænker i sikkert – Jamen, hvis alt det er sket i løbet af året, hvordan har jeg så kunne og kan virke så overskuds agtig på min side, Sundt – Året rundt, hvordan har jeg haft og har overskud til at opdatere den, og udover det oprettet en blog plus jeg laver og har lavet adskillige kostplaner til jer?

Det skal jeg fortælle jer –
Sundt – Året rundt og min blog, er de eneste to ting jeg har kunne finde ud af, jeg har kunne gemme mig bag en skærm – og stadig være den samme pige som jeg altid har været.
Når jeg står i køkkenet med en masse ingredienser, sker der noget i mig, og jeg glemmer alt andet.
Det er noget jeg går op i, med liv og sjæl – min kost, og det at motivere og inspirere andre med gode råd, sundere måltider, det gør mig glad.
Det ville det blive ved med at gøre.
Det holder mig oppe, det ville det blive ved med at gøre.
Jeg ELSKER at bage og lave mad generelt, det giver mig så meget – selvom det måske lyder dumt.
Det er stadig en daglig kamp, og jeg mister modet tit, men jeg plejer at finde det igen, det er svært og hårdt, fysisk og ikke mindst psykisk – men jeg tror på det hele nok skal gå 🙂

Hvor ville jeg hen med alt det her? 
Det er måske et godt spørgsmål, men jeg prøver bare at fortælle at alt kan lade sig gøre, lige meget hvor meget og hvor tit man rammer det punkt, hvor man ikke længere kan bunde.
Sidder du bag skærmen og ikke tør løbe eller cykle en tur udenfor, fordi du føler folk kigger, GLEM FOLK! Du skal tænke på DIG SELV, og ingen andre.
Har du lyst til chips og chokolade under ændringen af DIN livsstil – så spørg dig selv en ekstra gang, hvordan du ville have det med dig selv bagefter?
Ville du fortryde det? ville du ikke fortryde det? ville du have det godt eller dårligt med dig selv?
Hvad ville du få ud af det?
Jeg siger ikke det IKKE er i orden at synde engang imellem, tro mig – det gør jeg skam også!
Jeg kan stadig blive deprimeret over at se mig selv i spejlet, hvor jeg tænker ej se lige din mave Anne-Mette, føj! eller dine arme. Gør da noget ved det!
Men når jeg tænker mig en ekstra gang om igen, så gør jeg det i MIT tempo og på MIN måde, og så må alle andre tænke hvad de vil.
Det er mit liv, og ikke deres.
Det handler også om at ens selvværd og selvtillid tit står i vejen for at nyde livet, det er noget man skal lære at finde en balance i.
Det handler om alt det du tænker om dig selv, sæt alle de negative ting op imod de positive ting, lad vær med at døm dig selv, du er smuk lige meget hvad. Det handler ikke om hvad vægten siger, det handler om hvordan DU har det med dig selv. Det handler om hvorvidt du har tillid til de ting du er god til,  sæt fokus på de ting du er god til, ALLE er gode til noget, enten det ene eller det andet. Selvværd er den værdi alle burde give sig selv som menneske, hvil i dig selv, du er noget værd, du eksistere, også selvom du laver fejl. ALLE laver fejl. Ikk stil for store krav til dig selv, gør alt med måde, tag små skridt.
Aldrig giv op, lige meget hvilken situation du kommer ud i.
Et vægttab er ikke bare et vægttab, det er en livsstil ændring du skal kunne forholde dig til, for altid – ikke bare en måned, et halvt år eller et år, det er for altid.
Aldrig nogensinde find en omvej, det lyder måske kedeligt men sundt kost og motion er simpelthen vejen frem.
Alle de åndssvage slankepiller der findes rundt omkring – ikke skænk dem en tanke. Jeg har været dum nok til at gøre det, men man lære af sine fejl, jeg kunne aldrig finde på at røre sådan noget igen. Der er simpelthen så mange bivirkninger ved alt det fis, jeg har lige nogle eksempler her; nervøsitet, kramper, dårlig søvn, angst, rastløshed, hjertebanken, rystelser (ufrivillig rysten på fingrene), hovedpine, øget åndedræt, søvnløshed, muskelspasmer, øget blodtryk, anspændthed og kvalme samt stoffet er under mistanke til at kunne forårsage hjerterytmeforstyrrelser, svække og forstørre hjertet.
OG det er kun en lille brøkdel af alle de bivirkninger det kan medføre! 
Alle diverse slankekure, bøger osv der flyder rundt for tiden – LAD VÆR.
Det handler om simple ændringer, skift dit hvide brød ud med groft brød, det hvide pasta ud med groft pasta, flere grøntsager og mere frugt. Du kan finde tusindevis af opskrifter på alverdens velsmagende og lækre alternativer på mange af de usunde ting du godt kan lide.
Det kan godt lade sig gøre! 🙂

Hvordan holder jeg min vægt nede- ELLER holder jeg min vægt nede? 
Jeg vejer normalt 60, lige nu vejer jeg faktisk 65 kilo, mine veninder har faktisk sagt til mig de kan se jeg har taget lidt på, på mine lår. Ikke fordi jeg er blevet tyk igen, men at man godt kan se det.
Jeg blev deprimeret da de sagde det, jeg vidste jo godt jeg havde taget lidt på, men at det kunne ses – blev jeg ikke glad for, tvært imod.
Jeg blev faktisk en smule deprimeret, og er det stadigvæk. Men det skal nok gå, det er okay 🙂
HUSK at sig det til dig selv, det er OKAY – du er kun et menneske! 🙂

Når, MEN jeg har det sidste år efter jeg flyttede hjem til min mor, røg jeg hurtigt ned på 60 kilo igen – jeg spiste stadig sundt, det har jeg gjort lige siden jeg tabte mig, men selvfølgelig med måde engang i mellem – jeg ELSKER bland selv slik, chips og GOD mad 😀

Jeg kan sagtens spise junk en hel uge, og så kun spise sundt ugen efter, på den måde holder jeg min vægt stabil, det fungere måske ikke for mange, men det fungere for mig.
Jeg giver mig selv lov til at spise usundt, fordi jeg ved at jeg kan styre det.
Meeeeeen så her den sidste måned, er jeg som sagt startede på noget medicin – jeg fik specielt noget udskrevet man IKKE tog på af, det var mit eneste krav, det skal lige siges det medicin virker! Juhuuu 🙂
Nå men man tager ikke på af det, men der er selvfølgelig nogle bivirkninger ved det, jeg var de første 2-3 uger meget indelukkede, jeg var selvfølgelige ude – men ikke særlig meget, jeg var meget hjemme, jeg turde ikke rigtig bevæge mig for meget.
Jeg har levet okay sundt, morgen, middag og aften, men så har det gået galt om aftenen.
Jeg har spist ALT for meget bland selv slik plus koldskål med kammerjunker maaaaange af dagene.
Så gik jeg på vægten for en lille uge siden, så stod der sørme 65 kilo.
Jeg brokkede mig straks til min veninde, men hun grinte bare af mig..
Men så kom den lige pludselig, man kan godt se du har taget lidt på, på dine lår..
Århhhh GUD min verden væltede i et split sekund! Jeg følte mig såååå ulækker, selvom jeg godt vidste det.. Jeg havde bare ikke regnet med at høre det! Men det er jo det man har veninder til 😉 Buhuuuu.. Hahaha!
Men ja, nu sidder jeg her med en krop på 65 kilo, som forhåbentligt rammer de 60 kilo om små 2 uger igen.
Men hvad så hvis jeg ikke ryger ned på de 65 kilo? Det er ville ikke vægten der tæller? det er vel hvordan man har det med sig selv?
Helt korrekt! Det er nemlig lige præcis det der tæller, man skal hvile i sig selv 🙂
Det er sådan det køre for mig, jeg tager lidt på, jeg taber det igen, så tager jeg på igen, og taber mig igen.. Sådan ville det nok altid være 🙂
Man ville altid være utilfreds med noget på sin krop, jeg tror aldrig man bliver helt 100% tilfreds, men man kan lære at hvile i sig selv, det kan ALLE lære, det kan bare tage lang tid. Jeg er stadig i gang med at lære det, jeg føler lidt det er en livslang process, men jeg tror på det kommer lige pludselig. Selvfølgelig gør det det, man skal tro på sig selv, no matter what 😉

Mit vægttab, er i virkeligheden min livshistorie.

---

Jeg har lige et par MEGA grænseoverskridende billeder til jer.

Sådan ser min krop ud;

Jeg er ikke tilfreds med min mave eller mine arme – de to kropsdele har altid været et slags tabu på min krop, for mig. Men det kommer, jeg bliver ved med at sige til mig selv det er okay! 🙂

Se på et vægttab som en investering

Du ved at for at tabe vægt, skal du forbrænde flere kalorier den du indtager, at du har brug at være mere aktiv og spise lidt mindre end du plejer, ELLER skifte det de usunde ting ud du spiser nu med sunde snacks.

Hvornår giver vi op? VI GIVER ALDRIG OP 😀

Det var så mit ret lange indlæg, puha.. Grænseoverskridende!
Jeg håber i kan bruge det til noget, måske lære lidt udfra det – ellers har i bare fået et indblik i mit kaotiske liv. Ha ha 🙂
Giv gerne ris/ros.

Ha’ en forsat dejlig dag.