Jeg har en tilståelse…..

Sååå jeg der har fulgt med på bloggen de sidste par år, I ved jeg har løbet meget distance, men i ved også jeg har haft lange pauser.
I 2013 hvor jeg flyttede til Greve for at starte på en frisk, døde min far da knap 30 dage efter jeg var flyttede. Deet var noget jeg ikke lige kunne forholde mig til, så jeg prøvede egentligt bare at skubbe hans død væk.

Jeg løb som jeg plejede, og jeg levede mit liv som jeg plejede. Min psyke kunne bare ikke følge med. Jeg fik en depression. I de ca 12 mdr jeg bøvlede med den depression, løb jeg kun små ture. Vi snakker ture på 1-5 kilometer. Jeg kunne ikke overskue, og jeg gad ikke. Det sagde mig pludselig ingenting.

Sådan nogle ture har jeg haft siden 2013. Dårlige perioder, og dovenskab. Meget dovenskab faktisk.

Jeg har en tilståelse, jeg gerne ville dele med jer.
Jeg har ikke været ude og løbe i over 60 dage, altså 2 måneder, indtil i dag.
I dag løb jeg en lille tur. En lille HÅRD tur. Jeg løb 3 kilometer, jeg følte jeg havde løbet 10 kilometer. Hold nu op det var hårdt. Dejligt, men hårdt.

Det er ikke mere end en måned siden min kammerat spurgte mig om jeg ikke skulle lidt i gang med mit løb igen. Min sommer har nemlig kun omhandlet sjov og ballade, og øl.. Mange øl.. Alt for mange øl.
Jeg gik total i forsvar. Men han havde jo ret.
For et par uger siden sad jeg og en veninde og snakkede om hvor langt jeg mon kunne løbe nu, sådan alt i alt. Jeg sagde 10 kilometer. Hun udbryder, som om. Jeg går igen i forsvar.
Jeg kunne sku da SAGTENS løbe 10 kilometer.

Det ved jeg så nu at jeg ikke kan, i hvert fald ikke lige nu. Hvilket nederlag for mig at få smidt i hovedet, egentligt. Det er ret deprimerende, hvis jeg selv skal sige det. 10 kilometer for mig har altid været normalt. Eller 10 kilometer for mig var normalt for 2 år siden. Sidste år var 5 kilometer normalt, nu er 3 kilometer normalt. Op af bakke hva…

At løbe har altid været et fri rum for mig, og en flugt, hvis man kan sige det. En flugt fra frustrerende tanker og et break fra hverdagen. Jeg har aldrig set det som en straf, at løbetræne. Jeg har dog dage hvor jeg bare ikke magter, hvor sofaen bare er mere tiltalende. Det har alle vel..

Nu har jeg bare lyst til at smække en strategi op. Interval 3 gange i ugen og langsom løbetur 3 gange i ugen. Deet kan jeg godt stikke skrot op, for jeg ved allerede på forhånd det ikke kommer til at ske. Så bliver det nemlig en straf for mig, især når min kondi sutter så meget lige nu. Hold nu op min kondi sutter.

Jeg løb 3 kilometer i dag på 18:46. Det har jeg kunne løbe på 14 minutter. Tiden har altid betydet rigtig meget for mig, fordi jeg altid gerne har ville forbedre mig. Men, det var dengang jeg løb meget. For 2 måneder siden kunne jeg sagtens løbe 5 kilometer, bevares. Men skulle jeg løbe 5 kilometer lige nu på stående ben, ville jeg jo for dælen føle mig destroooyed bagefter. ANYWAYS, jeg løber jo ikke nær så meget, som dengang mere. Det bliver jeg ligesom bare lige nød til at banke ind i hovedet på mig selv.

Jeg bliver nød til at acceptere at det er meget hårdere for mig at løbe nu, jeg bliver nød til at acceptere at jeg er langsom. Jeg bliver nød til at acceptere 3 kilometer er acceptabelt at løbe.

En ting jeg er fast besluttet på, er at jeg skal i gang med at løbe noget oftere igen. Jeg kan godt mærke når jeg sidder efter løbeturen, at jeg savner det sku. Jeg savner at presse mig selv på den front. Ikke at jeg SKAL kunne løbe 1o kilometer om en uge, som ovennævnt, men bare det at løbe, uden at tænke over hvor hårdt det til tider kan være. Det der med at presse sig selv en ekstra kilomet. Mon jeg skulle have gjort det i dag? Hmm..

Accept Anne-Mette.. Accept!!!!

Mig efter løbeturen i dag… Puuuh