Efterladt efter selvmord – Del 2

I må lige bære over med mine dårlige skills, i forhold til mit skriv i nutid og datid.
Dét har jeg sku altid været dårlig til. Man kan jo ikke være supermand til alt. 🙂

… Og så sad jeg der på hug, alt imens min veninde fløj rundt i haven, for at finde min tlf. Jeg rejser mig op, og vi går indenfor.
Vi sidder i noget tid, og snakker. Der er ingen af os, der kan forstår hvad der er sket. Jeg husker tydeligt, at jeg ringer rundt til nogle veninder, og fortæller dem kort hvad der er sket. Men det er også kun det, jeg starter med at fortælle dem. Det ender herefter med, at jeg smækker musik i ørene, og går mig en lang tur. Under den tur, ringer jeg igen adskillige venner op. Men det er som om, at samtalerne er for deprimerende, til at jeg har lyst til at holde dem kørende. Herefter placere jeg mig bag et nedlagt bus skur. Jeg kigger op imod himlen, men jeg føler intet. Jeg smækker adskillige deprimerende sange på, og skruer helt op. Men jeg føler stadig intet. Jeg fremprovokere nærmest de tårer, der på daværende tidspunkt kom ud. Jeg prøvede med vilje at fremprovokere en reaktion frem, fordi jeg intet følte. Jeg følte mig helt forkert, fordi at jeg på daværende tidspunkt, slet ikke var knust.Jeg er 300 km væk hjemmefra. Kl er nu godt 23-24. Så jeg beslutter mig for, at drible hjem i min seng. Jeg falder overraskende hurtigt i søvn. Jeg vågner tidligt dagen efter. Jeg ville skyde på klokken var omkring 6-7 stykker. Jeg flyver nærmest op af min seng, inden huset vågner. Jeg pakker en taske, hvor i indholdet af tasken, ikke giver mening. Jeg bestiller en taxa til den nærmeste togstation. Toget er proppet. Jeg stinker langt væk af hjemløs. Fyret i det hus vi boede i, havde været i stykker knap. 4-5 dage. Dvs jeg havde ikke været i bad i dét antal dage. Jeg sad presset op af et andet menneske ude i gangen i toget. Den tur gik så langsomt, selvom tiden fløj afsted. Jeg bliver hentet på togstationen i Jylland, af to barndomsveninder. Efter som jeg er en meget spøjs person, hvilket menes med, at jeg er god til at tage pis på tingene, i stedet for at sætte mig ned og tude. Så mødtes vi med kæmpe smil placeret i fjæset. Det var rart.
Jeg bliver lidt hos min ene veninde, inden jeg tog mig sammen til, at tage skridtet hjem mod mine forældres hus. Dét hus som har været en stor del af min opvækst. Dét hus jeg delvist er vokset op i. Dét hus hvor der på daværende tidspunkt, var fyldt med dårlig stemning. Dét hus der dagen forinden, havde været fyldt med ambulancereddere og politi. Dét hus min far var blevet transporteret ud i en sort ligpose fra.  Dét hus min far havde taget sit eget liv i.Det var SÅ svært for mig, at tage skridtet, og gå derhjem.
Da jeg endelig står og banker på døren derhjemme, inden jeg tager fat i håndtaget, fik jeg en kæmpe klump i halsen. Jeg følte, at jeg gik ved siden af mig selv. Min storebror, og hans kammerat sidder ved spisebordet. Det var simpelthen så akavet. Min mor ligger på daværende tidspunkt og sover. Stemningen husker jeg som dyster, og mærkelig. Der er ikke rigtigt nogen, der ved hvad de skal sige til hinanden. I det min mor står op, og jeg får øjenkontakt med hende, ville jeg dybt seriøst ønske, at jeg kunne fjerne alt den smerte, jeg kunne se, i hendes øjne. Hun var fuldstændig knust. Men det vidste jeg jo godt, at man ikke kunne.
Jeg kom hjem knap en uge inden, bisættelsen fandt sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg nu skulle overkomme de dage, og så skulle jeg bare hjem til Greve igen, og starte på det ernæringsstudie, hvor jeg få dage inden, var blevet optaget på, efter sommerferien.Så, jeg gik egentligt bare rundt i min egen lille bobbel, og ventede på dagen, hvor han skulle bisættes… De dage gik SÅ langsomt. Den ene dag tog ikke bare den anden. Fordi jeg var i dét hus, og jeg var iblandt mennesker der var helt knust. Dagene op til bisættelsen gik, som de nu gik. Huset var fyldt med gæster on/off. Herudover kom præsten, som skulle skrive talen, ud fra hvad vi fortalte ham. Huset var fyldt med blomster. Jeg kørte mit eget egoistiske show, hele vejen igennem. Så allerede på første dagen, tog jeg ud med nogle venner. Hvilket jeg også gjorde de resterende dage. Lad mig sige det mildt, jeg drak mig helt ned alle dage, op til bisættelsen. Når jeg ser tilbage nu, ved jeg jo godt at det var fordi at jeg prøvede at skubbe det væk. Jeg var i chok, og jeg havde ikke lyst til, at forholde mig til hvad der skete omkring mig. Jeg vidste ikke hvordan, man forholdte sig til det. Jeg tillod ikke mig selv, at mærke mig selv. Hvilket jeg heller ikke kunne finde ud af. Dét gik senere hen, og blev et kæmpe problem for mig. Men mere om det senere.Min mor fortæller min bror og jeg, at han har skrevet et afskedsbrev til os, og når vi læste det brev, ville vi forstå hans handling. Der gik et par dage, og et utal af alkohol, før jeg tog mig sammen til at læse det brev.
Da jeg endelig tager mig sammen til at læse det, bliver jeg SÅ skuffet. Alle brikkerne faldt overhovedet ikke på plads. Jeg havde regnet med et langt detaljeret brev. Men brevet var på 5-6 linjer. Hvor i der stod, at han elskede os. Min mor, min bror og jeg. Herudover skrev han, at han var så skidt, at han ikke kunne leve med dét mere. Han undskyldte. Underskrevet med hans navn.Jeg blev så ked af det, skuffet og sur på samme tid. Jeg begyndte at kunne mærke, at jeg var sur. Rigtig sur på ham. Det var den første følelse, jeg rigtigt kunne mærke. Vrede… Jeg ville bare have de dage, og den bisættelse overstået, så jeg kunne komme hjem.Dagen kom, hvor vi skulle ned at se ham i kapellet. Det var 2 dage, inden bisættelsen. Den dag havde jeg planlagt til punkt og prikke. Jeg havde sagt på forhånd, at jeg selv ville ind og se ham. Alene. Det fik jeg lov til. Da vi kom ned til kapellet, stod jeg og hang op af en dør, i det bedemanden siger, at jeg nu gerne må gå derind. Jeg spurgte, hvor det var, han svarede, at det var den dørkarm jeg stod og hang op af. Jeg sprang væk, og nægtede pludselig at gå derind. Jeg turde ikke at gå derind.
Det ender med at min mor går først derind, herefter min bror og hans daværende kæreste. Jeg kan se dem, i det de får øje på ham. Den reaktion de fik, havde jeg bestemt ikke lyst til at få. De blev kede af det. Specielt min mor. Der skulle jeg bestemt ikke ind.
Det ender dog med, at min mor presser mig til at gå derind. Jeg bliver nærmest skubbet derind.

Jeg går derind, og jeg vender mit blik mod kisten. Og der ligger han, helt stille. Min far. Døren står på klem, ud til gangen. Der er helt stille. Jeg står helt selv i rummet. Jeg ryster. Hold nu kæft, hvor jeg ryster. Jeg er bange. Jeg stivner. Jeg kan næsten ikke tage et skridt hen mod den blanke hvide kiste, han ligger i. Det føles som om at det tog mig flere timer, at bevæge mig hen til kisten. Selvom jeg sammenlagt var i rummet, i max 60 sekunder. Der ligger han. Min far. Og han er død. Han ligner ikke sig selv. Jeg var bange for at røre ham. Jeg var bange for, at han faldt fra hinanden, hvis jeg prikkede til ham. Jeg var bange for, at snakke til ham. Fordi hvad nu hvis han svarede. Han lagde bare der, med foldet hænder, i helt hvidt tøj. Begge hans øre var helt blå. Jeg tog min egen rystende hånd, på hans hånd. Jeg tog ham i hånden, imens jeg kiggede på ham. Jeg visker med en helt skinger stemme ??Far… Far?? Men han svare ikke. Jeg slipper hans hånd. Og så dum som jeg nu er, hiver jeg ned i hans krave ved halsen. Hans hals var helt ødelagt. Jeg taber helt fodfæstet. Jeg går hurtigt ud af rummet, og sætter mig på hug udenfor. Jeg ringer herefter en veninde op, men jeg er ikke til stede i samtalen. Kort tid efter, lukkes kisten, og vi bære kisten ud i lig bilen.I det, at det begynder det at regne og tordne sindssygt meget. De næste 30 kilometer foregår bag en lig bil. De næste 30 minutter foregik med 60 kilometer i timen, bag en lig bil. En lig bil hvor i min far ligger. Fordi han skulle transporteres op i kapellet, i hans hjemby. Nu skulle han ligge på køl der, i 2 dage, før vi skulle bisætte ham…. Nu skulle jeg sove 500 meter fra min døde far, velvidende at han lagde på køl. Det var så urealistisk. Hver gang jeg lukkede øjnene de to døgn, så jeg mig selv sidde ved siden af ham i kapellet, og ruske i ham, indtil han i mit håb vågnede, så jeg kunne fortælle ham, hvilken kujon han var. Men han vågnede aldrig..