Angst og dødsfald

Det er ‘’sjovt’’ at tænke på, at for 6 år siden stod rejsekorts ‘maskinerne’ klar på de større togstationer. Ubrugelige. Det var next level.

Jeg pendlede dengang, så det var oplagt for mig at bestille et hjem.
Så langt nåede jeg dog aldrig.

Fra den ene dag til den anden, kunne jeg ikke opholde mig i et tog, en bus, eller i en bil.

I 6 år har jeg været mere eller mindre handicappet i forhold til især offentligt transport.
Jeg har taget bussen 2-3 gange max de sidste 6 år, indtil for 2 mdr siden.

For 6 år siden tog min far sit eget liv, så lur mig ikke om de to ting går hånd i hånd. Eller det gør de. Det ved jeg de gør.

Angst er ukontrollerbart, lige så var min fars død.

Jeg har det fint når jeg snakker om min far, troede jeg. Jeg har aldrig rigtig grædt over dét. Jeg griner i stedet.
Forsvarsmekanisme.
Jeg har forlængst tilgivet min far. Jeg har dagen i dag ondt af ham. Virkelig ondt af ham. Troede jeg. Indtil min terapeut spurgte mig sidst, om jeg kunne nævne tre positive ting ved ham.
Det kunne jeg ikke.

Så, har jeg tilgivet ham? Har jeg lært at leve med det?

Måske. Måske ikke. Det er en længere process at finde ud af. Jeg er ej en lukket bog. Tværtimod. Min brist er dog bl.a., at jeg ikke føler når jeg taler. Jeg taler bare. Hjerne og mave arbejder ikke sammen, endnu. I hvert fald ikke når det omhandler mit jeg. Angst er primært tanker, der ikke får lov til at blive følelser. Får lov, er måske strengt sagt. Fordi, hvad hvis man ikke har lært at give lov. Rettere sagt, hvis det var så nemt, så var den lidelse nok heller ikke så udbredt.
Det gir’ i realiteten lidt sig selv, at når tanker forbliver tanker, og der ikke er hul igennem til kroppen, at der til sidst kommer en reaktion ubevidst, på den ene eller den anden måde = angst.

Angsten lige siden har været en fast del af min hver dag on/off. Jeg ved ikke hvordan man slipper den. Jeg ved ikke hvordan jeg lever med den…. Men en ting ved jeg, at det kræver forståelse, accept, ansvar og handling. Det kræver for mit vedkommende en helveds masse fysisk træning, og en MASSE terapi. Det kræver at jeg med hjælp får stabiliseret en balance: psykisk og fysisk. Det kræver, at jeg giver mig selv lov til at græde. Sidst men ikke mindst, kræver det at jeg finder ud af, hvor jeg står i forhold til min far. Det kræver, at jeg føler..

For 2 måneder siden bestilte jeg et rejsekort hjem, fordi jeg fremover skulle ta’ bussen 4 gange ugentligt.
Ja ja. Helt sikkert tænkte jeg.
Det kommer ikke til at ske.

Men det gjorde det. Og det føles skønt, ikke at skulle være afhængige af andre på dén front. Det føles dejligt, at kunne.
At turde..

Jeg er gået fra zero timer i en bus de sidste 6 år, til 2 timer i bus ugentligt. Hvis ikke mere, da jeg også nu tager bussen for at besøge mine venner.

Det er ikke ligefrem fordi mit liv peaker, når jeg træder ind i bussen. Men jeg gør det…

‘’Hvad nu hvis jeg får det dårligt?’’
‘’Ej nej nej nu besvimer jeg’’
‘’Mavepine’’
‘’Tæller minutter til næste stop’’
‘’Ro på, du kan altid stå af’’
‘’Nej nej nej, der er lang tid til næste stop’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’

Det er primært de tanker der pryder min hjerne når jeg sidder i bussen.
Men de tanker, føles ikke altid kun som tanker. De tanker fucker med min fysisk. De tanker føles fysiske. Det er det værste ved at leve med angsten.

Mavepinen er ægte. Svimmelheden er ægte. Ud af kroppen oplevelsen er ægte. Angst er fucking ægte.

Dog gir’ jeg den fingeren næsten hver gang. Jeg er kun stået af bussen en gang, fordi jeg følte jeg var ved at få et panikanfald. 1 gang ud af mange. Den ene gang skulle ikke ødelægge dét jeg havde opnåede. Jeg lagde det bag mig.

Det er vildt mærkeligt, at blive rost for at tage en bus. Det er en bus altså… EN BUS. Jeg har taget en bus en trilliard gange før. Jeg har svært ved at tá rosen til mig, fordi det er en bus. Når det er sagt, så er jeg inderst inde stolt af mig selv. Fordi jeg kan… Fordi jeg tør..

Det der sker i mig, er svært at forklare.
Men jeg prøver lige..

Eksempel:
Den bus jeg tar’ 4 gange ugentligt, ‘’kender’’ jeg efterhånden. Jeg kender vejen, og stoppestederne. Det tar’ 30 min hver vej. Jeg er aldrig stået af, dog tæt på.

I dag skulle jeg ta’ bussen ud til min kæreste. Det tar’ 1,5-2 timer fra hvor jeg bor. Herudover skal jeg skifte en gang.

Jeg sidder i bussen, alt er godt.

‘’Jeg kender ikke vejen’’
‘’Jeg ved ikke hvor stoppestederne er’’
‘’Mon bussen bliver fyldt op undervejs’’
‘’Mavepine’’
‘’Træk vejret’’
‘’Tá dig fucking sammen’’
‘’Der sker ikke noget, du har prøvet det her mange gange før’’
‘’Men jeg har ikke prøvet at tá denne bus før’’
‘’Jeg skal skifte bus’’
‘’Jeg skal vente i lang tid på den anden bus’’
‘’Nu besvimer jeg’’
‘’Hvor skal jeg stå af’’
‘’Nu står jeg af’’

…. Jeg stod af.
Så stod jeg der med fuld oppakning in the middle of nowhere, pisse skuffet over mig selv. Jeg ringede til min meget forstående kæreste, som nærmest fik mig talt ned.
Tænk at jeg er beriget med så fantastisk et menneske, der uden at kende til angsten, gang på gang acceptere dén. Er jeg heldig? Ja, meget. Ekstremt meget

Jeg rystede det af mig.
Jeg accepterede min tilstand.
Jeg handlede ikke trods angsten, men jeg gav plads til angsten, og jeg lod den træffe et valg for mig. Det er helt sikkert ikke sidste gang det sker, men det skal ikke have lov til at ødelægge mig, eller min dag. Fordi jeg er meget mere end den forbandede angst.

D. 9 oktober skal jeg tage toget til Aarhus alene, da jeg skal deltage i en Sundheds konference. Det er bl.a. events som dette event, jeg har sagt nej til mange gange de sidste 6 år. Nu har jeg sagt JA. Jeg vil aller helst rejse alene, så det er mit valg, at gøre det alene. Jeg glæder mig, meget! Selvom det er sygt angstprovokerende at tænke på. Så jeg prøver ikke at give det særlig meget tænketid. I stedet så gør jeg det ‘bare’. Jeg er helt sikker på, at jeg på selve dagen møder ekstremt meget modstand. Og chancen for jeg ikke gennemfører, er stor. Men chancen for jeg gennemfører, er større. 😊