Jeg er ikke mit traume

Min kæreste har to skønne piger. En på 7 år, og en på 11 år. Jeg tror jeg sammenlagt har set dem 6 gange, max. Ikke fordi, at jeg ikke har haft muligheden. Fordi det har jeg! Men fordi, det har været for svært for mig, grundet mit sind.

De er ikke de eneste, jeg har ikke har brugt på min tid på. Jeg har generelt ikke deltaget familierelateret aktiviteter, på hans side. Lige så vel, som jeg næsten ikke har deltaget i familierelateret aktiviter, med min egen familie. For ej at nævne mine nære venner.  Som I ved, er mit arbejde det eneste, jeg rent faktisk kan begrave mig i, uden at mærke særlig meget til dén side af mig selv. Det er måske skørt set udefra, at det er svære for mig at drikke en kop kaffe med en veninde, i forhold til dét er at lave eksempelvis en kostplan.

Det giver dog ret god mening, hvis jeg analysere hele situationen. Uden at overanalysere. Når noget generelt kommer nært, tar’ jeg afstand. Ikke af lyst, tværtimod. Men fordi det indre tar’ overhånd. Jeg bliver bange. Fysisk bange. Det gør ondt.

Det er ikke holdbart. Jeg siger ikke, at det burde være omvendt. Tværtimod! Det burde være på lige fod. Jeg elsker mit arbejde, bevares. Men jeg elsker altså også mine venner, min familie, og min kæreste.

Derfor synes jeg at det er SÅ vigtigt at nævne, at jeg i går passede min kærestes dejlige piger i 3 timer. Alene.

De er meget selvstændige, bevares. Men jeg var den voksne. Det var mig, der var hovedansvarlige.

For blot 3-4 mdr siden, ‘’turde’’ jeg knap nok mænge mig med dem, fordi…. Hvad nu hvis (?!)

Jeg har opholdt mig minimalt hos min kæreste. Vi er altid hos mig. Hjemmebane.

Hans hus, hans tryghed, hans hjem, dét har givet mig så ufattelig meget utryghed. Faktisk så meget, at jeg flere gange er kommet i tvivl om, det måske var fordi, ham og jeg ikke var ‘’meant to be?’’

Det er vi. Det er den usikre, og traumatiske side af mig, der hurtigt tager over. Men det arbejder jeg heldigvis med. Den side tager næsten aldrig over mere.

Jeg er ikke mit traume. Det er du heller ikke! Husk det!

… Jeg vil dog ikke sige at jeg er kommet SÅ langt, at jeg forstår mig selv og mit mentale 100%, og jeg giver heller ej plads til den altid. Men jeg trodser mit sind gang på gang, selvom det gør helt ekstremt ondt.

Et traume er en oplevelse, ikke en identitet.

Hvad nu hvis, føles dag for dag længere og længere væk. Jeg tør meget mere. 

… Jeg havde et par vildt dejlige timer med hans børn i går. De er simpelthen (for mit held) såååå velopdragne, selvstændige, og kærlige.

Når en lille pige på 7 år, fortæller mig gentagende gange at hun har savnet mig, og at det har været den bedste aften i hendes liv, så ved man ligesom bare, at man har gjort det godt. Lige så vel som når en pige på 11 år putter sig ind til en, fordi det havde hun lyst til. Altså da jeg var 11 år, afskyede jeg putning.

Mit liv giver mere og mere mening. Jeg giver mere, og mere mening. Jeg tar’ ansvar for mit traume. Jeg tar’ ansvar for mig selv. Mere og mere, dag for dag.