Jeg prøvede på at hænge mig selv

For et par timer siden læste jeg en artikel på outsideren.dk, angående et eventuel indsamlingsshow til fordel for psykiske sygdomme. Det er jo ikke mindre end en uge siden Knæk Cancer fløj henover skærmen, og der blev samlet så vanvittigt mange penge ind til fordel for kræft. Forbandede sygdom, som jeg håber snart kureres.
Læs artiklen lige her.

Anyways, et indsamlingsshow til fordel for psykisk sygdom, er vitterligt en rigtig god ide, synes jeg. Jeg tror dog aldrig det bliver en realitet, da psykiske sygedomme stadig hænger bagerst i fødekæden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen:
DET ER OKAY IKKE AT VÆRE OKAY.

Hvis i har læst mit indlæg Min kamp mod over og undervægt, ved i også at jeg liige hurtigt omtaler at jeg har en personlighedsforstyrrelse. Det er ikke en personlighedsforstyrrelse jeg mærker vanvittigt meget til i hverdagene, men det hænder. Det hænder især når det omhandler følelser. Det er en psykisk sygdom, som jeg er tvunget til at lærer at leve med. Jeg tror altid jeg har haft den form for borderline, helt fra barns ben, men det gik først alvorligt i udbrud, da min far hang sig selv for 3 år siden.
Jeg har tit efterfølgende tænkt på, hvordan det mon måtte føles at blive kvalt. Der har dog altid været langt fra tanke til handling, så jeg troede ikke at jeg selv kunne finde på det, men det kunne jeg, åbenbart.

…. Jeg husker dagen som var det en normal dag. Jeg stod op som jeg plejede. Det var weekend, så jeg fik rundstykker til morgenmad. Jeg var glad.
Jeg skulle feste med et par veninder om aftenen, så jeg gik egentligt bare rundt og trippede, indtil det blev aften. Jo mere klokken blev, jo mere trippede jeg. Jeg gik i bad, gjorde mig klar, og tog afsted.
Jeg ender med at blive ret fuld. Alt for fuld, faktisk. Det ender faktisk med at en af mine veninder nærmest holder sig ædru, for at passe på mig. Det ender faktisk også med at vi tager hjem til mig, så jeg kan sove den brandert ud jeg ikke kunne styrer. Min veninde tager hjem, og jeg er selv i min lejlighed. Jeg er på daværende tidspunkt i en tilstand, jeg faktisk får det fysisk dårligt bare ved at tænke på. Jeg havde det dog fantastisk, når min veninde spurgte. Jeg husker jeg sidder selv i min lejlighed. Jeg tænker. Hold nu OP min hjerne kører på fuld skrue. Mit liv er på daværende tidspunkt, et vanvittigt liv i overhalingsbanen. Alt gik hurtigt, og jeg havde alt for meget om ørene. Jeg husker, at jeg henter min boremaskine. Jeg bore et hul igennem dørkarmen, ind mod mit soveværelse. Jeg klipper dernæst en ledning over, og binder en knude. Jeg står og kigger på ledningen, i hullet, i ca 10 min, inden jeg træder op på sofaen, spænder ledningen om min hals, og tar skridtet ned, i noget jeg ikke vidste hvordan føles. Jeg husker jeg står på kanten af sofaen, og tænker. Jeg tænker simpelthen på så meget, at jeg slet ikke kunne være i mit hoved. Jeg prøver flere gange, at tage skridtet ned af sofaen, og jeg prøver at forestille mig, hvad der kommer til at ske, hvordan det føles, og hvor jeg egentligt forsvinder hen. Fra det ene sekund til det andet, hopper jeg nærmest ned på sofaen. Jeg når at hænge i ledningen i noget der føles som flere minutter, men det varede måske små 5 sekunder. Knuden på ledningen går op. Jeg vælter med fuld fart ned på mit gulv, og slår mig sindssygt meget. Jeg bliver sur. Op på sofaen igen. Hopper ned igen. Jeg vælter ned, igen. Jeg er øm i hele kroppen, og jeg er sur og ked af det. Jeg havde aller mest lyst til at ringe til en af mine venner, og bryde sammen, men sådan er jeg desværre ikke. Jeg kan godt græde foran mine venner, bevares. Det sker dog bare aldrig. I ren frustration, ringer jeg min mor op. Hvorfor, ved jeg ikke. Hun kunne knap nok forstå hvad jeg sagde, i det jeg nærmest skreg af gråd. Hun kommer flyvende herned, og finder mig helt slukket på min sofa. Hun tager mig med hjem til hende, og jeg er ved hende hele den kommende uge. Jeg turde nærmest ikke tage tilbage til min lejlighed, men det skulle jeg, så det gjorde jeg.
Jeg vendte tilbage til min lejlighed, og jeg bor her faktisk stadig. Jeg kigger på det hul jeg har boret dengang, hver evig eneste dag. Nogle dage ser jeg det ikke, andre dage stopper jeg op, og stirrer på det.

Hvorfor vælger jeg overhovedet at offentliggøre denne her historie?
Tja. Hvorfor ikke? Skulle jeg være flov, over det? Nej.
Har jeg været flov over det? Fandme ja!!
Ikke nok med jeg har været flov over hele situationen, så har jeg skammet mig sindssygt meget over, at min mor skulle finde sin datter skræmt fra vid og sans, i tusinde små stykker, på min sofa, når det var hende der fandt min far hængende. Hun har virkelig taget det i stiv arm. Jeg har ikke ORD for hvor stærk min mor er. Jeg håber virkelig, at jeg arver hendes kvaliteter. Jeg elsker hende himmel højt, og har virkelig svært ved at forestille mig et liv, uden hende.
Anyways, tænk at man kan ramme så lavt et punkt i sit liv, at den eneste vej man kan se sig ud af, er selvmord. Jeg tænkte på daværende tidspunkt ikke på, min familie, og mine venner, som jeg ville efterlade. Der er meget få der ved dette. Kun mine virkelig gode venner, ved det. At se hvor påvirkede de blev, da jeg fortalte det, knuste mig endnu mere. Hvad tænkte jeg dog på.
Det var jo ikke noget jeg ville! Jeg ville jo ikke dø. Jeg var bare træt. TRÆT af det liv jeg levede, lige der. Et moment i mit liv, der føles uforbederligt, gjorde at ikke kunne overskue mig selv, og mit liv.

”Selvmord er en evig løsning, på et midlertidigt problem.”

Den sætning rammer så hårdt, fordi det er SÅ RIGTIGT!!!

Var det egoistisk, det jeg havde gang i? NEJ!!! Fordi, jeg var IKKE mig selv, da jeg gjorde det. Det var ikke frivilligt, min beslutning. Det var ikke et valg jeg tog. Hvis vi vender den om, og siger det var et valg, jeg tog, så var jeg ikke mig selv, da jeg tog valget. INGEN tager det valg, frivilligt.

Det var som om, jo flere gange det mislykkedes, gik det op for mig, hvad jeg havde gang i. Så, jeg har efterfølgende tit tænkt på, hvordan min far mon har haft det. Det mislykkedes ikke for ham. Hvad har han mon tænkt på, inden han blev bevidstløs, eller inden han trådte ned af stigen. Det finder jeg aldrig ud af, hvilket jeg har lært at leve med.
MEN, jeg lærer aldrig at leve med, at flere og flere tager sit eget liv. Tænk at dø i så deprimerende en ‘lykkerus’. Jeg græder bare ved tanken.

INGEN FORTJENER AT HAVE SELVMORDSTANKER. Når det er sagt, så skal der mere hjælp, til selvmordsramte, og generelt psykisk syge.
At være psykisk syg, er ikke flovt. Det er bare så forbandet tabubelagt. Det burde det bare ikke være. Det er en SYGDOM, ligesom at kræft er en sygdom. Det er IKKE frivilligt.
Det kan godt være fysiske og psykiske sygdomme, er delt op i kategorier, men jeg tror de færreste som ikke kæmper med noget psykisk ved at en psykisk sygdom, påvirker en så forbandet meget fysisk.

Et indsamlingsshow til fordel for psykiske sygdomme? Hvad tænker I?

Jeg tænker det er på tide!

Hvis du er selvmordstruet LIGE NU, så husk Livslinien har åbnet fra 11-04. Livslinien er en organisation, der tager imod opkald fra mennesker, der er selvmodstruet. Du er fuldstændig anonym, når du ringer derind. Ring til dem på 70 201 201