Abort

Jeg har været meget i tvivl, omkring jeg skulle udgive dette indlæg. Især fordi at det ikke er noget man taler højt om. Og så er det heller ikke noget jeg er stolt af. Men altså jeg deler jo i forvejen sådan ca de fleste bump på min vej, selvom at det måske er tarveligt at kalde dette for bump(s). Men det er i den grad et bump for mig, og det er en del af mit liv, om jeg vil det eller ej. Jeg er tvunget til at forholde mig til det, så det gør jeg. So here we go.

Jeg fik for 4 år siden en medicinsk abort. Dét er bestemt ikke noget jeg nogensinde har haft lyst til at snakke om. Jeg havde det ganske udemærket med min beslutning dengang, og det har jeg stadig. Kald mig kold og kynisk, man da aborten dengang var overstået, var jeg simpelthen så glad. Jeg har aldrig haft et ønske om at være mor, overhovedet. Så det var dengang fuldstændig ulideligt at vide, at der var et lille liv i min mave. Et liv jeg ikke havde kontrol over, og som jeg bestemt ikke ville have noget med at gøre. Efter som at jeg følte sådan dengang, besluttede jeg mig for at passe ekstra godt på, især fordi det er en form for mangel af respekt, både for sig selv og sin partner, at bruge abort som prævention. Det var min daværende kæreste, jeg blev gravid med dengang. Jeg væmmes så meget over mig selv dengang, især fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne være så glad, den dag dét blev fjernet. Jeg husker ikke meget fra dengang, men jeg husker at jeg tænkte, om jeg mon var dysfunktionel, siden at jeg kun kunne væmmes ved tanken om, at jeg havde et lille spir i min mave, der langsomt voksede.

Dagen i dag, troede jeg bestemt at jeg havde det på samme måde. Børnefri zone. Men jeg tog fejl. Slut december 2018 stod jeg igen, til min egen overraskelse, med en positiv graviditetstest. Jeg er på minipiller, dog har jeg ikke passet dem til punkt og prikke, men bevares, det kan da ikke bare nå ud af kroppen, hvis man springer 1 dag eller 5 over. Tro om. Idiot. Jeg var gravid. Og det føles helt anderledes.

For 4 år siden, da jeg testede positivt, brød jeg sammen og jeg vil have det fjernet med det samme. Bare dét at gå i et par dage og vente på en indkaldelse fra sygehuset dengang, gav mig kvalme. Da jeg denne gang testede positivt, græd jeg ikke. Tværtimod. Jeg skulle selvfølgelig lige sluge situationen. Men jeg var ikke ked af det. Det eneste jeg var ked af det over, var at jeg muligvis skulle have 2 aborter på samvittigheden. Fordi var jeg klar til at blive mor? Og vil jeg være mor?

Det var to spørgsmål, der florerede sindssygt meget i mit hoved. Jeg er snart 27 år gammel, men jeg bøvler stadig i perioder med ekstremt meget angst, og er ikke ligefrem det mest psykisk stabile menneske, så hvordan og hvorfor kunne jeg pludselig overveje en titel som mor. Kunne jeg passe på et andet menneske, og sætte mig selv til side, resten af mit liv?
Det overraskede mig meget, og så skræmte det mig gevaldigt, at jeg tænkte og følte sådan. Fordi jeg vil jo ikke have børn. Jeg har aldrig vil have børn.

Turen på sygehuset gjorde det bestemt ikke nemmere, i forhold til den tvivl der prydet min hjerne. Efter ultralydsscanningen, spurgte jeg den søde læge, om man kunne se noget på scanningsbilledet. Hun svarede ja. Jeg spurgte hende, om jeg måtte se det. Det måtte jeg gerne. Der var ikke meget at se, kunne et lille bitte spir, pakket ind i en ?blomme.? Hun siger, der var også hjerteblink. Jeg bryder helt sammen. Det virkede på mange måder så forkert, at jeg skulle have det fjernet. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Lægen og sygeplejersken var dog super søde, forstående, og havde virkelig meget empati. Så jeg fik lov til at få scanningsbilledet med hjem, og de bad mig om at tænke mig rigtig godt om.

Jeg brugte denne gang meget mine veninder og kammerater, og selvfølgelig min kæreste, især fordi at jeg også var i tvivl. De kender mig bedre end nogen anden, så jeg havde brug for at høre deres tanker omkring mine tvivl. I min optik, på mange punkter (de fleste) vil det klart tale for at få en abort i min situation. Men 2 aborter? Åh Gud. Jeg følte mig allerede bare ved tanken som en taber. Men kan man definere sig selv som en taber, fordi man har fået to aborter? I princippet nej, men det ændre ikke på følelsen jeg gik med. Men hellere 2 aborter, end at sætte et barn til verden jeg ikke vil kunne magte at være der for. Der var dog også punkter, i og med min situation, at et barn vil tale for. Men jeg vil aldrig få et barn, hvis jeg var det mindste i tvivl, eller få et barn, fordi måske det kunne ??redde?? mig. Jeg er sågar et voksent menneske, og at sætte børn til verden velvidende, at det er en chance, det er i min optik helt hen i vejret. Uansvarligt.

… Herudover har min kæreste og jeg, kun være kærester i snart 5 mdr, så det vil oveni vores forhold, også være et kæmpe sats. Egenskab eller brist, det vides ikke.

Jeg elsker virkelig min kæreste. Bare dét at sige at jeg elsker ham, er kæmpe stort for mig. Men det føles rigtigt at sige til ham. Han er det bedste der er sket for mig i mange år. Han er meget tæt på mig, men jeg har stadig svært ved at lukke ham helt tæt på i visse situationer, hvilket han ved. Så at sætte et barn til verden med ham, jeg til tider stadig skubber væk, når han kommer helt tæt på, føles også forkert.

Jeg var ovenikøbet så flov over mig selv. To aborter, er to aborter for meget. Herudover har jeg et vennepar som pt kæmper med fertilitet, så at jeg nu havde muligheden for at smide noget væk, andre drømte om, dét påvirkede mig meget. Men er det ikke at gnide salt i såret? Dét blev jeg ved med at spørge mig selv om. Og jo gu fanden er det dét. Ligegyldigt hvor meget jeg bankede mig selv i hovedet med det, forsvandt det ikke. Jeg var tvunget til at forholde mig til det. Aborter er ikke noget man taler om, fordi at det er så ømt et punkt. Og ikke mindst et flovt punkt for mange. Jeg kender faktisk en del, der har fået en eller flere aborter. Flere end jeg faktisk var klar over. De har alle en ting tilfælles. Ingen af dem snakker om det.

En ting jeg har lært, og som jeg håber at du tager til dig, dig der læser med, især hvis du er imod abort, så husk på at inden du dømmer en der har fået foretaget en abort, at vedkommende også har følelser. Og selvom vedkommende har valgt en abort, har det valg ikke nødvendigvis være let. Skammen over valget, kan være ulideligt at leve med, så bare fordi valget faldt på abort, er det er ikke ens betydning med at tiden efter aborten, er lutter lagkage. 

Jeg siger ikke at det er en normal ??ting?? at få, men det sker. Det er en realitet. Og Gud ske tak og lov for at man kan få det herhjemme i Danmark. Min holdning til abort, er ambivalent. Jeg går ikke ind for abort som prævention, tværtimod. Men jeg er glad for at bo i et land hvor det er muligt.

.. Efter mange dages overvejelser, frustrationer, følelser, og tusinde tanker, tog jeg en beslutning. Jeg skulle ikke være mor. I hvert fald ikke nu. Mærk mine ord, ikke endnu. Det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke længere er sikker på, at jeg ville leve i en børnefri zone, resten af mit liv. Jeg elsker børn, nogle børn, bevares. Men igen, jeg havde aldrig skænket at jeg skulle have mine egne børn, en tanke.

Det skræmmer mig stadig, og jeg har haft svært ved at finde ud af hvad der har ændret sig? Jeg er vel blevet ældre, og jeg ser bestemt anderledes generelt på verden, end jeg gjorde for fx 4 år siden. Jeg tror faktisk godt at jeg vil være mor en dag. Måske.

En ting er helt sikkert, nummer tre abort er ikke eksisterende hos mig. Jeg nævner dét udelukkende, fordi at hvis jeg går hen og bliver gravid igen, så er en abort ikke en mulighed hos mig. Især fordi at jeg er indehaver af de følelser omkring dét, som jeg nu pludselig er. Denne her abort, tog så hårdt på mig fysisk og psykisk. Jeg fik denne gang igen en medicinsk abort, og såden en abort er altså delt op over tre dage, det i sig selv, er hårdt. Det var den rigtige beslutning, men den var også meget svær. Men jeg skal ikke være mor. Ikke endnu.

Sidder du og læser med, og har fået 3,4,5 el 6 aborter, så skal du bestemt ikke føle dig forkert. Det er dit liv, og du kender dig selv bedst, og du ved hvad er er bedst for dig selv. Fuck alt andet! Du skal gøre hvad der er bedst for dig selv. Ikke lyt på hvad dem omkring dig siger, det er dit liv, og føles en abort rigtig for dig, så er det dét du skal. Lige så vel som hvis en abort føles fuldstændig forkert, så skal du selvfølgelig ikke gennemfører en. Det er egentligt ret simpelt. Selvom det er ret så kompliceret

Sidder du og skal gå igennem en abort, eller har du været igennem en, eller flere, og har du lyst til at dele din oplevelse, Så send mig ENDELIG en mail på sundtaretrundt@outlook.com

PS. Det er lovligt at snakke med sine venner og sin familie om det. Husk det. Ligegyldigt hvor lille du føler dig. Snak om det! At gå igennem en abort er pisse hårdt. Du SKAL snakke om det. ??

PPS. Sidder du og har sat et el flere børn til verden, velvidende tvivl el uansvarlighed inden. og er du alligevel gået hen og blevet en fantastisk mor, så synes jeg fandme at du er bad ass! At ændre sit eget liv fuldstændig, for at gøre plads til et andet menneske resten af livet, kræver fandme et sindssygt mindset. Så husk lige at giv dig selv en high five i ny og næ, du modtager i hvert fald en virtuel fra mig!