Jeg tog mig selv i

Jeg tog mig selv i at smile hele vejen til træning i går, under træning, og efter træning. Ja. Faktisk også hele vejen hjem.

Jeg er glad. Sådan helt indeni. 7-9-13!

For knap 4-5 mdr siden, var jeg tvangsindlagt. Jeg turde knap nok bevæge mig udenfor en dør.

Nu kommer jeg ud hver dag. Det kan jeg takke træning for. Det lyder måske for godt til at være sandt. Men det er det. Altså sandt.

Jeg blev enig med mig selv om for 3 mdr siden, at jeg ikke gad at være et offer i eget liv mere. Jeg var træt af mig selv. Jeg var træt af at være ynkelig.

Jeg ved at det eneste der hjælper er træning. (I hvert fald for mig). Jeg har jo været i denne situation før. Det er bare mange år siden. Der var det træning der hjalp mig helt enormt.
Træning udløser alt det jeg åbenbart mangler i hjernen. Fysisk aktivitet reducere mine angstsymptomer helt vildt. Dog med en god blanding af terapi oveni. De to ting går for mig, hånd i hånd.

Jeg er ved at skrive en ?Angst-fri guide?. I den kommer jeg nærmere ind på ovenstående. Jeg er dog ikke færdig med den endnu. Jeg glæder mig til at dele den med jer en dag. I har trods alt været med til at lave den. Tak for jer!

Men nok om det.

Jeg smiler mere disse dage. Sådan rigtig smiler. Jeg er social igen. Meget social. Jeg ser igen dem der står mig nær, meget mere end før. Det føles helt fantastisk at leve igen. Jeg er ikke længere fanget i mit eget sind. Jeg overlever ikke længere.

Jeg har stadig dårlige dage. Bevares. Men har vi ikke alle det?

Alt er godt lige nu. Og jeg nyder det. Helt indtil knoglerne. ??